x

Sunn O))) udgiver livealbum – med Anna von Hausswolff

Sunn O))) udgiver livealbum – med Anna von Hausswolff

Svenskeren medvirker på 2019-session fra BBC Radio 6 Music 

Den amerikanske, kutteklædte metalgruppe Sunn O))) har annonceret, at deres 2019-session, som blev fremført i BBCs ikoniske Maida Vale Studios, nu vil blive udgivet i fuld længde. Dette skriver NME. Den svenske sanger, organist, pianist og komponist Anna von Hausswolff, som gruppen dengang fik selskab af, medvirker desuden på udgivelsen.

Bandet optrådte med et tre-sangs-sæt bestående af ”Pyroclasts F”, ”Pyroclasts C#” og ”Troubled Air” på Mary Anne Hobbs show på BBC Radio 6 Music. Seancen fandt sted under gruppens turné med deres to seneste albums, Life Metal og Pyroclasts, som begge udkom i 2019. Sidstnævnte modtog en flot bedømmelse på fem ud af seks stjerner fra GAFFAs anmelder.

Hausswolff agerede support på den engelske del af gruppens turné og medvirkede under sessionen på de to ”Pyroclasts”-numre.

”At træde ind i de legendariske John Peel-studier var [som] at træde ind i et tempel for musik og eksperimenter, frihed i idéer og lyd,” udtaler Sunn O))) i en pressemeddelelse.

Med udgivelsen af Metta, Benevolence BBC 6Music: Live On The Invitation Of Mary Anne Hobbs bliver det første gang, at sessionen vil være tilgængelig i fysisk og digital form. Pladen er sat til at udkomme den 22. januar via Sunn O)))s eget pladeselskab, Southern Lord. Du kan lytte til et preview nederst i artiklen.

Anna von Hausswolff er desuden koncertaktuel herhjemme i næste uge, hvor musikeren giver koncert i Skt. Lukas Kirke i Aarhus den 17. november. Her akkompagneres sangeren af fire øvrige musikere – tre på orgel og en på synthesizer. Koncerten markerer begyndelsen på Hausswolffs’ europæiske All Thoughts Fly, On Pipe Organ-turné.

Lyt til et preview af udgivelsen fra Sun O))) her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA