Nyhed

R. Kelly anholdt for børneporno

Risikerer op til 15 års fængsel

Som GAFFA Online har berettet om ved flere lejligheder, senest forleden, er R&B-sangeren R. Kelly flere gange blevet beskyldt for misbrug af unge piger. Nu har retten i Illinois anholdt ham og anklaget ham for 21 tilfælde af overtrædelse af loven om børnepornografi, mens han boede i Chicago. R. Kelly blev anholdt i går eftermiddag i sit hjem i Florida.

De 21 tilfælde fordeler sig på 7 episoder, hvor R. Kelly for hver episode beskyldes for tre ting: At have haft sex med en mindreårig, at filme det og at lave deciderede film med episoderne. R. Kelly risikerer op til 15 års fængsel og en bøde på 100.000 dollar.


Videobåndet med R. Kellys seksuelle eskapader blev i februar sendt anonymt til avisen Chicago Sun-Times, der videregav det til politiet, som konkluderede, at det var ægte og satte en undersøgelse i gang. Videoen er også under titlen "R. Kelly Triple X" solgt i piratkopier både på gaden og på internettet. En talsmand for politiet påpeger, at besiddelse af videoen naturligvis også falder ind under børneporno-paragraffen.


R. Kelly nægter sig skyldig. Han har dog tidligere indgået forlig med og betalt erstatninger til to kvinder, der sagsøgte ham for at have opfordret dem til sex, mens de var mindreårige. R. Kelly var i øvrigt en kort overgang gift med den senere afdøde R&B-sangerinde Aaliyah, da hun kun var 15 år.


ANNONCE