Nyhed

Fem nye sange fra Kanye West – udgiver Donda i deluxe-udgave

GAFFA.dk – alt om musik

Albummet byder blandt andet på et nummer, der blev delt til Wests lytteparty i juli måned

Kanye West, der nu officielt går under navnet Ye, efter at en dommer godkendte rapperens ansøgning om juridisk navneændring, har netop udgivet en deluxe-udgave af albummet Donda, som udkom i august. Det skriver Pitchfork.

De nye numre bærer titlerne ”Up From the Ashes”, ”Remote Control Pt. 2”, “Never Abandon Your Family”, “Keep My Spirit Alive Pt. 2” og “Life of the Party”, hvor sidstnævnte er et samarbejde mellem West og André 3000, der også er kendt som den ene halvdel af Outkast.


”Never Abandon Your Family” var at finde på tracklisten for den udgave af albummet, som blev delt til musikerens første lytteparty i Atlantas Mercedes Benz Stadium den 22. juli, men sangen fandt ikke vej til den officielle album-trackliste.

LÆS OGSÅ: Gurli Gris driller Kanye West

Donda blev udskudt et utal af gange, før pladen endelig udkom. Siden har albummet modtaget blandede reviews, herunder en anmeldelse på nul stjerner fra The Independents anmelder, Roisin O’Connor, der ikke kunne se bort fra rapperens inddragelse af de kontroversielle gæstestjerner Marilyn Manson og DaBaby.


West inviterede desuden førstnævnte med til en af sine søndagsgudstjenester, hvilket også ledte til stor debat på internettet, idet Manson er blevet beskyldt for en række seksuelle overgreb, som sangeren dog afviser.

For nylig dedikerede West en sang under sin gudstjeneste til de dengang otte ofre, der mistede livet i forbindelse med Travis Scotts festival Astroworld i Houston. Siden har to yderligere festivalgængere mistet livet, senest en blot niårig dreng, som blev mast i menneskemængden, da faderen, der bar drengen på sine skuldre, besvimede under koncerten.

Lyt til deluxe-udgaven af Donda her:

ANNONCE