Nyhed

Lindsey Buckingham stjæler sang – ved en fejltagelse

GAFFA.dk - alt om musik

Den tidligere Fleetwood Mac-musiker glemte, at demoen ikke var hans 

Lindsey Buckingham har givet retroaktiv kreditering og betaling til to sangskrivere, hvis nummer er blevet kopieret af Buckingham ved en fejl. Fejlen opstod i forbindelse med, at Buckingham angiveligt havde glemt, at demoen fra arkivet ikke var hans egen, oplyser Uncut.

I september udgav den tidligere Fleetwood Mac-guitarist og vokalist sit syvende soloalbum. En af pladens sange, "Swan Song", er angiveligt en plagiering af sangen "Mind's Eye", som er skrevet af musikerne Jorden Zadorozny og Brad Laner. 


Zadorozny havde opdaget, at Buckinghams sang lød ufatteligt meget som "Mind's Eye", der blev skrevet for mere end 20 år siden. Selv sangteksterne syntes at have påfaldende ligheder. I omkvædet på "Mind's Eye" lyder det: "It isn't right to keep me waiting / Do you have to hold out on me so long now? / Is it right to keep me waiting? / In the shadow of our mind's eye."

Mens Buckinghams sang "Swan Song" lyder: "But is it right to keep me wainting? / Is it right to make me hold out so long? / Yeah, is it right to keep me waiting / In the shadow of our swan song."

Årsagen til den uheldige hændelse skal findes tilbage i år 2000, hvor Zadorozny og Buckingham mødte hinanden for første gang. Zadorozny skulle skrive kontrakt med DreamWorks, og selskabets direktør havde spurgt ham om, hvem han gerne ville have til at producere sin næste plade. Her havde Zadorozny udvalgt Buckingham.


Buckingham gik med til at producere to sange, hvor Brad Laner havde været med til at spille bas. Efterfølgende havde Laner givet en cd til Buckingham, hvorpå alle sangene var skrevet af Laner og Zadorozny i fællesskab. De ville give dem til Buckingham, hvis nu han engang kunne få lyst til at lave et cover af dem. 

"Han har mange års integritet og ingen grund til at stjæle sange fra nogen, især os. Han havde taget vores sang, lavet en demo selv af den, lagt den væk til en regnvejrsdag, og som det viste sig, fandt han 16 eller 17 år senere den demo og tænkte: 'Det her er en sej ting, jeg gjorde tilbage i 2000," forklarer Zadorozny i et interview med Spin. 

LÆS OGSÅ: Stevie Nicks afviser Lindsey Buckinghams udtalelser om fyring fra Fleetwood Mac


Spin har kontaktet Buckinghams management, som har givet følgende udtalelse om situationen: 

"Efter den nylige udgivelse af Lindseys selvbetitlede album, blev han gjort opmærksom på, at væsentlige elementer af sangen "Swan Song" var kommet fra en sang, der var blevet delt med ham for mere end 20 år siden, mens han arbejdede i et Los Angeles-studie, der producerer noget musik til Brad Laner og Jordon Zadorozny. Da denne ikke-intentionelle brug blev bragt til Lindseys opmærksomhed, indså han hurtigt sin fejl, hvorefter en venlig beslutning blev truffet mellem alle parter."

Lindsey Buckinghams selvbetitlede, syvende soloalbum fik fire stjerner af GAFFAs anmelder, der også skrev følgende om pladen: "Det er noget nær 100 procent selvlavet i hjemmestudiet, og så vil kendere af Buckingham vide, at vi ikke bare taler tre nemme akkorder og et omkvæd".


Og pudsigt nok kritiserer GAFFAs anmelder faktisk produktionen på selveste "Swan Song": "Men Buckingham alene i laboratoriet betyder også, at der virkelig skal trykkes på knapper og prøves af. I ”Swan Song” med den maskinpiskende percussion og de fuldstændig opklippede abrupte korstemmer er eksperimentet på kanten."

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Buckingham kan selv

 


Lyt til "Swan Song" af Lindsey Buckingham lige her: 

ANNONCE