x

Sid på toilettet med Metallica – kunstner laver latterligt Lars Ulrich-lokum

Sid på toilettet med Metallica – kunstner laver latterligt Lars Ulrich-lokum

Udover det fuldt fungerende Lars Ulrich-toilet har kunstneren også lavet en guitar ud af sin døde onkels knogler

En Metallica-fan har bygget et toilet, hvor en skulptur af Lars Ulrich i naturlig størrelse pryder toiletsædet. Denne usædvanlige kreation er udtænkt og skabt af kunstneren Prince Midnight, der har givet figuren trommestikker i hænderne og en T-shirt med "Lars Ulrich" skrevet med den ikoniske Metallica-skrifttype. 

Artiklen fortsætter efter opslaget

I opslaget skriver den amerikanske kunstner: "Lars-toilettet. Installeret og fuldt funktionelt. Jeg flytter den til offentlig brug på heavy metal-mekkaet, The Brass Mug, den 3. december som en del af Hell Mouth Plumbing Supply-kunstudstillingen, der finder sted på badeværelset under Prince Midnight-showet. Vær der! Lars længe leve!"

Prince Midnight er kendt for sine finurlige projekter, og det er ikke første gang, at han er i spotlyset. Tidligere på året konstruerede han en fuldt fungerende guitar ud af sin døde onkels knogler. Denne guitar medbringer han også til kunstudstillingen, hvor han vil optræde med den. 

Midnight, der har rødder i Grækenland, undlod at kremere sin onkel, Filip, da kremering er ildeset i den græske, ortodokse kirke. Filip døde i en bilulykke for 20 år siden og havde inden sin død anmodet om, at hans skelet skulle doneres til et lokalt universitet til uddannelsesformål.

Da universitetet ikke længere havde brug for skelettet, valgte Midnight at udfylde omfattende papirer for at få Filips knogler sendt til sit hjem i USA. Han tilføjede en guitarhals, pickupper, volumenknapper, et jackstik, strenge og elektronik til knoglerne af Filips torso, som tilsammen skabte en fuldt fungerende elektrisk guitar. 

Både knogle-guitaren og Lars Ulrich-toilettet skal vises ved Prince Midnights kunstudstilling den 3. december på spillestedet Brass Mug i Tampa, Florida. 

Lars Ulrich har endnu ikke været ude at kommentere kunstværket.

LÆS OGSÅ: Metallica-fans kan nu eje figuren fra "…And Justice For All"


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA