x

Love Julie debuterer med single og gratiskoncert

Love Julie debuterer med single og gratiskoncert

Et nyt dansk band har set dagens lys. Love Julie er navnet, og gruppen spiller en blanding af pop, garagerock og punk.

Forsangeren i bandet er Julie Michelsen, der måske huskes fra cabaret-gruppen Venter På Far, der også bestod af bl.a. Anne Dorte Michelsen, Julies storesøster.

Gruppen har netop udsendt sin debutsingle "So Good", der er udkommet på pladeselskabet Finest Gramophone, der ejes af Tina Dickow og også udsendte dennes debutalbum "Fuel" sidste år. Dickow medvirker også på orgel på en garageversion af "So Good" på singlen, og samme version har ligeledes gæsteoptræden af Carpark Norths forsanger og guitarist Lau Højen på guitar.

Til august kommer Love Julies næste single, "River", og til september kommer albummet, der bl.a. byder på gæsteoptrædener af navne som Abdullah S, Camille Jones, bassisten og programmøren Søren Balsner fra Carpark North og Mads Michelsen, bror til Julie og trommeslager i Gnags.

Hvis man vil høre, hvordan Love Julie lyder live, spiller bandet i morgen fredag d. 7. juni på VoxHall allerede kl. 16, og det er ganske gratis.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA