x

Neil Young udgiver demoer fra 1987 – husker ikke indspilningen

Neil Young udgiver demoer fra 1987 – husker ikke indspilningen

Sangeren beskriver selv samlingen som ”en smuk lytteoplevelse”

Neil Young har annonceret, at han vil udgive en række demoer, som stammer tilbage fra 1987. Samlingen bærer titlen Summer Songs. I en blog på Neil Young Archives fra den 27. november forklarer musikeren demoernes oprindelse – så vidt hukommelsen rækker. Det skriver NME.

Demoerne er fundet frem for nylig og byder, ifølge kunstneren selv, på en unik lyd. Young udtaler, at sangene stammer fra perioden fra 1985, hvor musikeren for første gang optrådte ved velgørenhedskoncerten Farm Aid og til koncertrækken the Bridge School Concerts, som blev indstiftet i de år.

Numrene er skrevet og indspillet i studiet ”så vidt vi kan regne ud,” beskriver musikeren. Han kan nemlig slet ikke huske at have indspillet dem.

LÆS OGSÅ: PLAYLISTE: 10 sange, der går i kødet på Donald Trump

Sangene er senere blevet finpudset til albums fra den klassiske 1989-plade Freedom til 2012-udgivelsen Psychedelic Pill.

De nyfundne demoer adskiller sig dog fra albumversionerne, særligt i forhold til teksterne, hvor demoerne byder på nye, uhørte vers.

Summer Songs-samlingen har endnu ingen udgivelsesdato, men demoerne vil være at finde på den kommende opsamlingsudgivelse Neil Young Archives Volume III. Det er desuden muligt, at de udgives som en separat samling forinden.

”Det er en smuk lytteoplevelse, som er skabt i løbet af en kort tidsperiode, der fik indflydelse på fire albums,” beskriver Young.

Sangeren indrømmer, at der netop nu foretages research for at verificere processen for sangenes indspilning.

Neil Young har mere end 40 studiealbum bag sig siden udgivelsen af sit selvbetitlede studiealbum fra 1968 og står bag legendariske numre som ”Hey Hey, My My” og ”Rockin’ in the Free World”, hvoraf sidstnævnte er skrevet sammen med Crazy Horse-makkeren Frank ”Poncho” Sampedro. Musikeren udgav senest albummet Barn tidligere på året sammen med netop Crazy Horse.

I 2019 viste den ikoniske sanger, at han stadig kan sit kram på livescenen med en seksstjernet optræden på Blå Scene til Tinderbox-festivalen i Odense.

LÆS OGSÅ: Mere end en parantes – også 45 år efter


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA