Nyhed

PLAYLISTE: 11 stærke sange mod AIDS

GAFFA.dk – alt om musik

I anledningen af International Aids-dag samler GAFFA 11 stærke sange om sygdommen

I dag er det International Aids-dag for 32. gang. Det markeres verden over af organisationer, foreninger og enkelpersoner. Bag mærkedagen står WHO, der har fastsat den 1. december siden 1988 til at støtte kampen mod aids. Det er samtidig i år 40 år siden, at den første person blev indlagt med aids i Danmark.

Aids og hiv har taget mange liv, siden det blev opdaget i 1983, hvor sygdommen påvirkede alle og skabte frygt, fordomme og en masse uvished. Før 1995 kom diagnosen aids med en dødsdom, der som regel hed to års levetid. Kombinationsbehandlingen, der kom i 1995, gjorde prognosen meget bedre. Med den blev det muligt at leve almindeligt med hiv og aids, og i 2018 slog et dansk studie fast, at velbehandlet hiv heller ikke smitter. På verdensplan lever cirka 38 millioner mennesker med hiv. 


GAFFA markerer i år dagen med 11 stærke sange, der støtter op om kampen mod aids, og har været med til at sætte fokus på sygdommen og de konsekvenser den har haft for mange mennesker.

Dionne Warwick, Elton John, Gladys Knight og Stevie Wonder – “That’s What Friends are For” (1985)

“That’s What Friends Are For” er udgivet som en velgørenhedssingle for American Foundation For AIDS-research. Nummeret blev oprindeligt skrevet af Burt Bacharach og Carole Bayer Sager tre år tidligere til et Rod Stewart-album, og den rejste over 3 millioner dollars til fonden. I fire uger lå den desuden nummer et på Billoards Hot 100-liste.

Cyndi Lauper – “Boy Blue” (1986)


“Boy Blue” var at finde på Cyndi Laupers album fra samme år, nemlig True Colors. Sangen er skrevet til Laupers gode ven, som døde af aids tidligt i aids-bølgen i 80’erne. Selv om singlen ikke blev et stort hit, var den forløber til den store rolle Lauper senere i sin karriere ville spille i kampen for homoseksuelles rettigheder. 


Anne og Sanne – ”Den jeg elsker, elsker jeg” (1988)

Sangen ”Den jeg elsker, elsker jeg” blev i Danmark signatursang for danske kampagne mod aids. Teksten er skrevet af Anne Linnet og musikken er skrevet af Sanne Salomonsen for Aids-fondet i forbindelse med Sundhedsstyrelsen oplysningskampagne om hiv og aids i slutningen af 80'erne. Sangens popularitet steg kun da daværende ægtepar Thomas Helmig og Søs Fenger fremførte sangen med Anne og Sanne på kor.


Shubidua – ”En Sang for livet” (1988)

Med ”En sang for livet” var det første gang, at gruppen sang om ulykkelige og smertefulde emner. Sangen handler om en ven, der går under navnet Jens Lyn, som dør af aids fordi han har ubeskyttet sex. Teksten lyder blandt andet:


/ I avisen stod der: / "Han sov stille ind" /Men gu' gjorde han ej / Jeg stod ved hans side da solen gik ned / Han døde fordi han for sent fik besked / Den der vil leve beskytter sig selv / I dag ka' din kærlighed slå dig ihjel /

Elton John – “The Last Song” (1992)


En af de mest populære aids-sange er denne af Elton John. Det er Bernie Taupin, der står bag teksten. Sangen kom til i kølvandet på, at Queen-forsanger Freddie Mercury døde af aids året før, samt den unge Ryan White, der døde af aids efter at være smittet via en blodtransfusion. Han endte med at blive såkaldt posterchild for sygdommen. Sangen handler om en fremmedgjort far, der forsøger at komme overens med sin homoseksuelle søns seksualitet, da han er døende af en AIDS-relateret sygdom.

Madonna – “In This Life” (1992)


På det kontroversielle album Erotica fra 1992 er ”In This Life” at finde. Sangen er en af Madonnas mere personlige, og den omhandler tabet af Madonnas to gode venner Martin Burgoyne og Christopher Flynn. Som 23-årig døde Martin Burgoyne af komplikationer fra aids. Han havde været bartender på Studio 54 under Madonnas første turné. Christopher Flynn var Madonnas danselærer og mentor, som også døde af aids.

Bruce Springsteen – “Streets of Philadelphia” (1993)


I 1993, et årti efter aids blev opdaget, var sygdommen endelig blevet mere ‘mainstream’ i Hollywood, markeret af filmen Philadelphia af Jonathan Demme. Filmen handler om en succesfuld advokat, spillet af Tom Hanks, som bliver ramt af aids. Bruce Springsteen skrev og fremførte selv temasangen “Street of Philadelphia” til filmen.

Pet Shop Boys – “Dreaming of the Queen” (1993)


Pet Shop Boys har skrevet flere sange om aids, og er nok et af de bands, der refererer mest til aids i deres musik. Med “Dreaming of the Queen” som er at finde på albummet Very, synger Niel Tennant om Lady Diana, som ikke har flere lovers tilbage, fordi alle er døde af aids.

Love Shop – ”Alt skal bort” (1994)


Dette elektronisk-lydende og upbeat nummer, med en næsten glad lyd står i kontrast til sangens tekst og handling. Starten af teksten lyder som følgende nedenfor, og slutter med ”Vi siger bye-bye bye-bye”

/ Se i spejlet – bare knogler mod din hud / Blevet alt for mager – det ser ikke for godt ud / Du har det i dig /


Georg Michael – “Jesus to a Child” (1995) 

Med “Jesus to a Child” synger George Michael til sin partner og elsker Anselmo Feleppa, der døde nogle år forinden, af en aids-relateret sygdom. Sangen er i bossanova-stil som hyldst til Feleppas hjemland Brasilien. Sangen er første nummer på albummet Older, og den gik nummer et i lande som Australien, Finland, Spanien og England ved udgivelsen.


Wu-Tang Clan – “America” (1996)

Dette nummer var i 1996 at finde på albummet, America Is Dying Slowly, som er et bakronym for AIDS. Det er det ottende album i serien Red Hot Aids Benefit Series, som foreningen Ret Hot Organasation står bag – en forening der bekæmper aids via popkulturen. Wu-Tang Clan er på albummet i fint hiphop-selskab med navne som Mobb Deep, De La Soul og Chubb Rock.


LÆS OGSÅ: PLAYLISTE: 15 protestsange mod Donald Trump – et år efter præsidentvalget

ANNONCE