Nyhed

Flere navne til sommerens festivaler

Kashmir, The Calling og Common

Kashmir (billedet) er blevet føjet til programmet på årets Midtfyns Festival. Denne optræden bliver deres eneste sommerfestival-optræden i år. Kashmir er i øjeblikket i studiet for at indspille opfølgeren til ”The Good Life” fra 1999. Kasper Eistrup fra bandet siger: ”Vi glæder os til at spille på Midtfyns Festival, og det bliver interessant for os at få afprøvet nogle af de nye sange for et levende publikum.”

Et andet netop offentliggjort navn på Midtfyns Festival er amerikanske The Calling. Gruppen har med deres soft-heavy-pop-rock indtaget diverse teenagepige- og -drengværelser verden over med debutalbummet ”Calmino Palmero”. Og hvis man ikke har hørt hittet ”Wherever You Will Go”, så har man i hvert fald set forsangerens skamplukkede øjenbryn, der befinder sig i den modsatte periferi af Liam Gallaghers.


Roskilde Festival har føjet Chicago-rapperen Common til programmet. Common, der startede som bolddreng for basketballklubben Chicago Bulls, er gået hen og blevet en af de store nu-organic-soul-navne, og han har blandt andet arbejdet sammen med Mary J. Blige, Pete Rock, The Roots, Jill Scott, Lauryn Hill, Q-Tip, De La Soul, Erykah Badu, Busta Rhymes, Noreaga, Jay-Z, KRS-One, D'Angelo, Macy Gray og Armand Van Helden.


ANNONCE