x

Britney Spears om livet på turné: ”Jeg tror ikke, jeg nogensinde vil gøre det igen”

Britney Spears om livet på turné: ”Jeg tror ikke, jeg nogensinde vil gøre det igen”

Sangeren har negative erfaringer fra sine år i branchen

Britney Spears har flere gange anvendt de sociale medier til at kommentere det nu afsluttede værgemål, som blandt andet betød, at hun i årevis ikke havde lov til at køre bil eller håndtere kontanter. I et opslag på Instagram, som siden er blevet slettet, delte sangeren sine tanker om livet på turné – og det var ikke ud fra et positivt perspektiv. Det skriver Rolling Stone.

I opslaget talte Spears om negative oplevelser fra sin tidligere karriere, herunder det krævende tempo, som turnélivet finder sted under. Hun langede i den forbindelse ud efter delstaten Californien for at have tilladt faderen Jamie Spears at få hende til at arbejde så hårdt, som han gjorde gennem alle de år, uden at sangeren selv fik en krone ud af det.

”Mine første tre år i branchen og på turné var skønne, men jeg vil være fuldstændig ærlig og sige, at efter de tre turnéer og det tempo, jeg bevægede mig i… Jeg tror ikke, at jeg nogensinde vil gøre det igen!!!” skrev sangeren og tilføjede:

”Jeg hadede det!!!”

LÆS OGSÅ: En aften i Britneys Freakshow

For tiden nyder Spears således de små glæder i livet – en god nattesøvn, juleshopping og ikke mindst at være i stand til at hæve sine egne penge. Sangeren beskriver, at hun kun er lettere flov over at dele det, men at hun er ”mere flov over, at familien tolererede, at hun ikke måtte have kontanter i så lang tid, når hun arbejdede røven ud af bukserne for dem.”

Britney Spears har tidligere anklaget sin far for at tage sangerens normale medicin fra hende under værgemålet og give hende lithium i stedet. På sin 40-års fødselsdag den 2. december åbnede kunstneren desuden op om den tvungne terapi, som Spears angiveligt måtte finde sig i flere timer dagligt under det 13 år lange værgemål.

LÆS OGSÅ: Britney Spears endelig på den "rigtige medicin" efter endt værgemål


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA