x

Spot Festival klar med 10 nye navne – heriblandt en seksstjernet kunstner

Spot Festival klar med 10 nye navne – heriblandt en seksstjernet kunstner

Oplev blandt andre Ginne Marker, Brimheim og brenn.

Spot Festival har netop offentliggjort de første 10 nye navne efter årsskiftet, og som sædvanlig er der tale om lidt af hvert.

Festivalen kan i denne omgang præsentere den grungeinspirerede norske band brenn. og de ligeledes norske punkrockede Combos. brenn. er aktuelle med albummet Vandrer på solskinn, som GAFFAs anmelder er yderst begejstret for.

LÆS OGSÅ: brenn. er lyden af ungdommen

Brimheim leverer melodisk og nuancerig indierock, Amina kommer med blød r&b og hård attitude, og Ginne Marker (billedet) vil spille sange fra sit andet album Ulteria, som fik de maksimale seks stjerner af GAFFAs anmelder.

Poppen repræsenteres på forskellig vis af indiepoppede Lucky Lo, energiske Sauna Senere, inderlige eee gee og karismatiske Zar Paulo. De to sidstnævnte er i øvrigt aktuelle med nye singler, henholdsvis "Contraband" og "Klap for fædrelandet". 

Dagens sidste annoncering er SØS Gunver Ryberg og Aarhus Symfoniorkester, der vil præsentere et møde mellem det elektroniske og orkestermusikken.

Festivalen finder sted i og omkring Musikhuset Aarhus 6.-7. maj.

Køb billetter med rabat via gaffa.dk/plus

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA