x

Seksstjernede Ravi Kuma giver gratis koncert under åben himmel lørdag

Seksstjernede Ravi Kuma giver gratis koncert under åben himmel lørdag

Åbningsfesten for Music City Aarhus sker i morgen den 26. marts og bliver skudt i gang med blandt andet en koncert af stjerneskuddet Ravi Kuma, på toppen af Salling.

Af de mange danske musikere, som vi her på redaktionen applauderer, er elektro-hiphop-duoen Ravi Kuma helt klart én af favoritterne. Om det er albumudgivelser eller liveoptrædener har vores anmeldere kun kunnet se sig nødsaget til at give regnskyl af stjerner. For at citerer vores seksstjernede anmeldelse af deres koncert til ”De Grimmeste Aftener”:

"Helt og aldeles fænomenalt og professionelt (...) rapper Sharon Kumaraswamy spirer fra et ydmygt frø til et kæmpemæssigt, frodigt og selvsikkert træ."

Ravi Kuma er altså om noget en oplevelse, og i morgen klokken 14 kan aarhusianere endda få muligheden helt gratis, når åbningsfesten for Music City Aarhus 2022 afholdes på blandt andet taget af Salling storcenter.

Arrangementet er lavet i samarbejde med den Aarhusbaserede organisation KIM, Kvinder i Musik. Formålet med nonprofitorganisationen KIM er at fremme retfærdig kønsdiversitet i den danske musikindustri, fra hvem der står på scenen, til dem der står i den tekniske, logistiske og organisatoriske baggrund. Som KIM selv formulerer det i en pressemeddelelse.

" #KIM har siden 2020 sat det højeste på dagsordenen at arbejde på at udfordre og stille skarpt på kønsubalancen i musikbranchen. (...) Det gør vi ved at agere talerør for et felt, der som en nichebranche bærer på at være strukturelt og kulturhistorisk præget af en ulige kønsfordeling."

Er man i Aarhusområdet i morgen, bør man altså gøre sig selv den tjeneste at svinge forbi Salling Rooftop lørdag klokken 14:00 for at opleve den hyperenergiske duo Ravi Kuma.

LÆS OGSÅ: Mageløs millenial basspunk.

Varm op med "Cardio":


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA