x

Elektronisk festival i Århus

Elektronisk festival i Århus

Fra i dag og til og med søndag d. 16. juni er Århus vært for festivalen MIX.02, der arrangeres af DIEM (Danish Institute of Electroacoustic Music). Festivalen byder på elektronisk musik inden for både rytmisk musik og moderne kompositionsmusik - og spændingsfeltet herimellem. Der er både koncerter, foredrag og DJ-arrangementer.

Arrangementerne finder sted i Musikhuset, på Auktionsscenen, på Café Paradis, i biografen Øst For Paradis og i parken ved Moesgård. Bl.a. kan nævnes en koncert i Musikhuset fredag d. 14. juni, hvor en række unge elektroniske musikere og komponister har fortolket og bearbejdet værker af den danske elektronmusikpionér Else Marie Pade.

Man kan her høre værker af bl.a. Opiate, Bjørn Svin, Goodiepal og Hans Sydow. Musikken bliver fremført af et såkaldt højttalerorkester, hvor højttalerne bruges som instrumenter, der hver spiller ét spor - lidt i stil med Flaming Lips’ bilkoncert på Roskilde Festival 1999.

Søndag eftermiddag fejres DIEM’s 15-års fødselsdag i parken ved Moesgård, hvor 4 unge DJs remixer værker skabt af kunstnere tilknyttet DIEM.

DIEM er i øvrigt på kulturminister Brian Mikkelsens "dødsliste" over kulturinstitutioner, der får frataget deres tilskud, så der er god grund til at bakke op om arrangementet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA