Nyhed

Noel Gallagher langer ud efter Kylie

"En dæmonisk lille idiot"

Det bedste ved et nyt Oasis-album er alle interviewene, Liam og Noel Gallagher skal lave. For her bliver der langet ud til højre og venstre, og endda også ud efter medlemmer i bandet.

Og det er nu bette Kylie, der får turen: "Kylie Minogue er en dæmonisk lille idiot, så vidt jeg ved. Hun får nogle coole dance-producere til at arbejde sammen med hende, af en eller anden bizar grund. Hun har ikke et godt navn, Kylie, det er et åndssvagt navn, jeg forstår det bare ikke."


Noel Gallaghers datter Anais er begyndt høre Britney Spears, og hende er Noel heller ikke så pjattet med: "Ok, "Hit Me Baby One More Time" er en klassiker, men hun skrev den ikke selv, hun mimede bare til den på fjernsynet et par gange. Jeg forstår ikke den dér Britney-ting. Og jeg forstår især ikke den dér *NSync-ting, Robbie Williams- eller Gorillaz-ting. Der er mange ting, jeg ikke forstår."


Liam Gallaghers børn, Lennon og Gene, får også lige en hilsen: "De ligner deres far mere og mere, de vil blive en trussel mod samfundet," udtaler onkel Noel.


ANNONCE