Nyhed

Rock'n'Roll Wehrmacht

Interview med Primal Scream

Koncerten i Den Grå Hal (københavnsk spillested, red.) i år 2000, det var sindssygt, var det ikke!? Vi spillede Velvet Undergrounds ”Sister Ray” som ekstranummer. Det var fantastisk, det var "alive", var det ikke!

Undertegnede kan ikke andet end at give Primal Scream-forsanger og -mentor, Bobby Gillespie, utvetydigt ret. Koncerten var et effektivt frontalangreb på hele sanseregisteret - et lydinferno, der vel bedst kan betegnes som psykotisk teknoblues. Til lejligheden flankeret af en ultracool blæsersektion, men på årets Roskilde Festival stiller Primal Scream op i mere barberet form, fortæller Bobby Gillespie:


-Vi har droppet hornsektionen. Vi har Kevin Shields (eks-My Bloody Valentine, red.) med på guitar. Det bliver en guitarhær - en guitar-Wehrmacht.

-Rock'n'Roll Wehrmacht, kommenterer keyboardspiller Martin Duffy, hvorefter Bobby Gillespie knækker sammen af grin.


Den 5. august udsender Primal Scream sit syvende studiealbum ”Evil Heat”. På Roskilde Festival vil bandet byde på indtil flere smagsprøver fra denne støjende lækkerbisken.

-Vi har lige indspillet et nyt album, og vi glæder os helt vildt til at spille numrene live. Vi gider ikke kun at spille bagkatalog. Vi har altid været et band, der spiller nyt materiale, fastslår Martin Duffy.


Bytter I rundt på sangene fra aften til aften, eller har I en fast tour-sætliste?

-Vi har en tour-sætliste, men vi overholder den sjældent. Vi vælger de sange, vi har lyst til at spille den pågældende aften. Vi prøver hver aften at få koncerten til at virke så spændende og optimal som muligt, og det kræver, at vi hele tiden foretager ændringer, konstaterer Bobby Gillespie.


To af Primal Screams åndsbeslægtede samarbejdspartnere optræder også på årets festival: New Order og DJ Andy Weatherall, som har mikset såvel ”Screamadelica” som store dele af ”Evil Heat”.

-Hvis det passer med vores tidsplan, skal jeg 100% sikkert se New Order. De er vores helte, fortæller Bobby Gillespie.


-Og selv om der er gået 10 år mellem ”Screamadelica” og ”Evil Heat”, har vi hele tiden haft kontakt til Andy Weatherhall. Det har været fedt at arbejde sammen med ham igen, afslutter Martin Duffy.

"ROSKILDE DAILY er en avis produceret af GAFFA. Den udkommer dagligt på Roskilde Festival 2002."


ANNONCE