x

Gratis indiefestival i Malmö

Gratis indiefestival i Malmö

Den 16. august 2002 er ikke bare 25-års dagen for Elvis Presleys død og Madonnas 44-års fødselsdag. Det er også dagen, hvor det lille københavnske pladeselskab Crunchy Frog for fjerde gang står bag den gratis musikfestival VibraCrunch i Malmö, nærmere betegnet Uppsala Bastionen.

VibraCrunch præsenterer fem danske og fire svenske bands i den mere eller mindre alternative ende af rocken - nemlig danske Junior Senior (billedet), Raveonettes, Thau (alle udkommer på Crunchy Frog), Swan Lee og Knallert og svenske Ny Akustik, Revolvo, Revlon 9 og Quit Your Dayjob.

Swan Lee og Junior Senior behøver vist ikke nærmere introduktion, men vi kan da lige nævne, at GAFFAs augustnummer, der er på gaden 8. august, bringer et længere interview med Junior Senior, bl.a. i forbindelse med, at deres debutalbum "D-d-don’t Don’t Stop The Beat" nu udsendes i hele Europa.

Raveonettes er duoen Sune Wagner (eks-Psyched Up Janis, The Tremolo Beer Gut, Sort Sol m.fl.) og Sharin Foo, der spiller garagerock med tvekønnet vokal. Thau er efterhånden veteraner på den danske indiescene (og i øvrigt ejere af Crunchy Frog), og Knallert dyrker hårdtslående støjrock og består bl.a. af tidligere medlemmer af Psyched Up Janis, Strawberry Slaughterhouse og Amstrong. Gruppens nylige koncert på Roskilde Festivals Campingscene blev en af de mest velbesøgte og roste optrædener på denne scene.

Om de svenske bands kan det siges, at Ny Akustik laver en svensksproget blanding af humor, pop og weltschmerz ikke ulig Bob Hund. Revolvo spiller melodisk og melankolsk rock i stil med My Bloody Valentine og Swervedriver, og gruppen har varmet op for White Stripes. Revlon spiller hårdt, har sange med titler som "Fuck You Right Here" og bytter live hele tiden instrumenter, og Quit Your Dayjob giver den med hård, minimalistisk rock.

Læs mere her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA