Nyhed

Anmeldte krav overstiger Rock On kapital med 12 mio. kr.

Rock on får udsat betalingsstandsning i 3 måneder

Under stor advokat og pressebevågenhed var Rock On kl. 11.00 i formiddags i Sø- og Handelsretten i forbindelse med selskabets betalingsstandsning som følge af den kuldsejlede Wig Wam koncert turné.

Kravene fra kreditorerne var af tilsynet opgjort til 18,3 mio. – et tal der forventes at stige til omkring 20 millioner kr. Rock Ons samlede passiver var på dagen opgjort til 20,3 mio. kr.


Rock On samlede aktiver var opgjort til 7,9 mio. Det vil sige en difference på mere end 12 mio. kr. mellem Rock Ons midler og kreditorernes krav.

Rock On direktør, Niels Lindgreen, mente at kreditorernes krav var vildt overdrevne, og vurderede at de kunne barberes 7-9 mio. kr. ned. Han begrundede bl.a. dette med, at kreditorerne ikke havde taget højde for de mange udgifter forbundet med koncerternes afvikling, hvilket trækker honoraret ned. Lindgreen sagde også at Wig Wam artisterne havde krævet hyre for de aflyste Wig Wam koncerter. Et krav han indikerede at grupperne ikke skulle regne med at få indfriet.


Rock On Aps. aktiviteter er nu indstillet og personalet fritstillet. Selskabet fik på dagens møde forlænget betalingsstandsningen i tre måneder frem til d.19. november 2002. Herefter skal en endelig løsning fremlægges selskabets kreditorer.


Det er op til tilsynet at vurdere kreditorernes krav og Rock Ons økonomiske formåen . Tilsynet vil i første omgang forhandle med kreditorerne, derefter forsøge indgå en akkordordning med de respektive kreditorer. Yderligere skal tilsynet undersøge retsforholdet mellem D-A-D, Thomas Helmig og Rock On.

Tilsynet har indtil videre været forestået af advokat Casper Moltke. På dagens møde i Sø- og Handelsretten blev det besluttet at Advokat Jesper Frandsen – ekspert i rekonstruktion af selskaber – og Gnags veteran, Peter A.G. Nielsen, tiltræder tilsynet. Sidstnævnte som repræsentant for Rock Ons kreditorer.


Niles Lindgreen og Casper Moltke kunne bekræfte at der ikke forelå nogen skriftlig aftale forud for Wig Wam turnéen med D-A-D eller Thomas Helmig. D-A-D havde meddelt Casper Moltke at de ikke vil dække et eventuelt tab i Rock On krakket. Thomas Helmigs advokat havde derimod meddelt tilsynet, at Helmig står ved sin pressemeddelelse af 16. august. Her udtaler han bl.a., at han føler sig moralsk forpligtet til at yde eventuel økonomisk støtte til kollegaer som måtte lide tab på grund af Wig Wam aflysningen.


Niels Lindgreen fortalte at alle i forvejen planlagte koncerter i Rock On regi, vil blive gennemført.

Jakob Grøndahl, advokat for Gnags, Love Shop og Marie Frank, udtalte, at han var indstillet på at undlade at kræve en konkursbegæring, selvom hans klienter måske var bedst tjent med det.


Niels Lindgreen kommenterede prompte, at det ville være vanvittigt at indgive konkursbegæring og udtalte senere til pressen.

- Hvis Gnags vil erklære Rock On konkurs er de velkommen til at gøre det. Så er der ingen der får nogen penge.

Efterfølgende pointerede Jakob Grøndahl, at han på sine klienters vegne mente, at D-A-D og Thomas Helmig bør tilkendes et økonomisk medansvar for krakket.


Bølgerne gik højt i Sø- og Handelsretten i dag og intet tyder på at stormen har lagt sig. Indtil videre må kreditorerne slå koldt vand i blodet og vente på tilsynets udspil. Hvorvidt Thomas Helmig og D-A-D bliver gjort økonomisk ansvarlige står indtil videre hen i det uvisse.

ANNONCE