Kan ikke få udgivet samarbejde med Peter Buck-band
Amerikanske Wilco havde med deres seneste album ”Yankee Hotel Foxtrot” en del problemer med at få det udsendt, så meget, at bandet måske i desperation valgte at streame det fra deres hjemmeside. Nu er problemet der igen, for sammen med bandet Minus 5, med R.E.M.s Peter Buck på guitar, har de sammen indspillet albummet ”Down With Wilco”. Og igen mangler der et pladeselskab til at udgive det, skriver VH1.
Wilco er for tiden i gang med en amerikansk turné, som blandt andet har Minus 5 som opvarmning. Den problemramte gruppe planlægger desuden at udgive dokumentarfilmen ”I Am Trying To Break Your Heart”, som er lavet af Sam Jones om Wilco. Dvd’en vil ud over filmen også indholde mindst 40 minutters koncert og studieoptagelser samt outtakes, billeder og "filmmaker's diary".
Wilco-frontmanden Jeff Tweedy har desuden lige udsendt soundtracket til skuespilleren Ethan Hawkes instruktørdebut, ”Chelsea Walls”.