Nyhed

Marilyn Manson debuterer som billedkunstner

Over 40 akvareller præsenteres i L.A.

Skulle du være på L.A.-kanten den 19. september, har du chancen for at se Marilyn Mansons debut som billedkunstner. Den dag holder Los Angeles Contemporary Exhibitions nemlig fernisering på en udstilling med over 40 akvareller af Manson, skriver rollingstone.com.

Billederne forestiller bl.a. et barn med en pistol, et selvportræt af Manson som Mickey Mouse (de har jo også initialerne til fælles) og flere billeder af nøgne personer. Manson siger dog, at han ikke har forsøgt at være bevidst provokerende, selv om mange forventer det af ham.

Et af billederne, "When I Get Old", forestiller en gammel mand drikke absint. Manson siger til rollingstone.com: "Billedet er inspireret af William S. Burroughs og viser, hvordan jeg gerne vil se mig selv som gammel, hvis jeg lever så længe."


William S. Burroughs (1914-1997) er en amerikansk forfatter, kendt for bl.a. "Naked Lunch" og for at blive 83 år, selv om han i mange år drak, røg, sniffede og stak sig med alt, han kunne komme i nærheden af - og da absint ikke just er en sund drik, tyder det altså på, at Manson ikke har tænkt sig at lægge rock’n’roll-stilen på hylden lige foreløbig.

Manson er i øvrigt ved at færdiggøre sit femte studiealbum, "The Golden Age Of Grotesque", der måske kommer i slutningen af året.

ANNONCE