Nyhed

Notorious B.I.G. medskyldig i mordet på 2Pac

Los Angeles Times bringer afsløring på årsdag for skuddrab

I morgen er det seks år siden, rapperen 2Pac alias Tupac Shakur blev skudt i Las Vegas; han døde af sårene seks dage senere. Ifølge flere musiksites, bl.a. pollstar.com, vil Los Angeles Times på årsdagen afsløre morderens identitet: Bandemedlemmet Orlando Anderson, men bag mordet stod også 2Pac’s raprival Notorious B.I.G.

Ifølge Los Angeles Times betalte Notorious B.I.G. – der et halvt år senere selv blev skudt, et mord, der endnu er uopklaret – Los Angeles-banden Southside Crips 1 million dollars for at dræbe 2Pac som led i den daværende rivalisering mellem de såkaldte west og east coast-rappere, hvor 2Pac og Notorious B.I.G. tilhørte hhv. vest- og østkysten. Notorious B.I.G. har da også tidligere været mistænkt for mordet, men nægtede kendskab til det.

Los Angeles Times har interviewet medlemmer af Southside Crips, der siger, at det dræbende skud blev affyret af bandemedlemmet Orlando Anderson. Hvad denne mener, vil man dog ikke kunne finde ud af, da Anderson selv blev dræbt i et andet bandeopgør i 1998. Han nåede at blive mistænkt for mordet, men sagen mod ham blev opgivet pga. manglende vidner.


Anderson var dog ikke selv initiativtager til mordet. Han var tidligere på mordaftenen blevet angrebet af 2Pacs bodyguard og besluttede at hidkalde andre medlemmer af Southside Crips for at hævne det. På et møde blev man enige om at dræbe Tupac og i samme forbindelse spørge Notorious B.I.G., der tilfældigvis var i byen, om han ville betale banden 1 mill. dollars for at udføre mordet, nu han i forvejen havde et horn i siden på 2Pac. Det ville B.I.G. godt - på den betingelse, at gruppen brugte hans kaliber 40-pistol til mordet. Og det skete så. Southside Crips-medlemmerne skød fra en bil 2Pac, der befandt sig på passagersædet i en bil ført af Suge Night, chef for 2Pacs pladeselskab Death Row.

ANNONCE