Nyhed

Olesen-Olesen på akustisk turné

Minimale melankolikere på intime steder

Duoen Olesen-Olesen bestående af brødrene Peter H. og Henrik Olesen tager på en akustisk efterårsturné, hvor de selv står for hhv. sang/mundharpe og guitar/sang og ledsages af Michael Lund på dobro- og lap steel-guitar. Ved nogle af de intime koncerter bliver de endvidere akkompagneret af Rasmus Kragh Bjerregaard på klaver og orgel og Nikolaj Stig Nielsen på akustisk guitar og slagtøj – alle gamle kendinge i Olesen-Olesen-sammenhæng.

Olesen-Olesen udgav i foråret deres meget roste, fjerde album "Anonyme Melankolikere", hvorfra især titelnummeret blev et hit, og titlen på efterårsturnéen er i samme ånd: "Minimale Melankolikere". Duoen lover dog, at man her også vil kunne høre sange fra deres tre første album, "Indenlands Udenbys" (1997), "Dagens Gerning" (1998) og "Der Er Brev Fra Onkel Bob I Amerika" (2000).

Om koncerterne siger duoen selv:
"Det bliver aftener med rocksange præsenteret i en næsten visepræget koncertform, der vægter netop sangen - ordene og melodien - højest. Aftener med lavmælte, sørgmuntre og nutidige historier fra storbyens slum og idyllens overdrev. Sange om udlængsel og hjemlængsel, tvivl og tro, vemod og lykke."


Turnéen bringer Olesen-Olesen til følgende steder:
Onsdag d. 2/10: AOF, Vejle (foredrag/koncert)
Torsdag d. 3/10: Skråen, Aalborg (optages af DR)
Lørdag d. 5/10: Rust, København
Torsdag d. 10/10: Øst For Paradis, Århus
Fredag d. 11/10: Sønderborgborghus, Sønderborg
Lørdag d. 12/10: Månen, Haderslev

Læs anmeldelse af "Anonyme Melankolikere".

ANNONCE