Nyhed

International kontrakt til Raveonettes

Debutalbum på vej på amerikanske Columbia

Det var vel kun et spørgsmål om tid, men nu ligger det altså fast: Raveonettes har signet en international pladekontrakt. Oven på en hektisk måned med showcases i både USA og England og en massiv branchehype omkring duoen står de nu foran et internationalt gennembrud:

- Det er en fantastisk fornemmelse, ret ubeskrivelig, siger sanger, sangskriver og guitarist Sune Wagner.

Det udkårne pladeselskab er amerikanske Columbia, hvor man faktisk har god grund til at prise sig lykkelige:


- Det var en unik situation for os, for det var jo ikke bare to pladeselskaber, vi skulle vælge imellem - det var 30, forklarer Wagner.

- Efter vores showcase i New York blev der virkelig kamp om os; til sidst var det faktisk for meget. Når folk begynder at snakke med dig om universet og om, hvordan musik påvirker folk, så er de ved at være langt ude. Du ved, når man har prøvet at smide penge på bordet og lokke med fede markedsføringsplaner, så er filosofi ligesom den sidste udvej!

Nu, med pladekontrakten sikkert i hus, kan Raveonettes dog lægge filosofien bag sig og gå i kødet på det, det handler om: At lave musik.


- "Whip It On" (Raveonettes’ "mol"-mini-cd) bliver udsendt internationalt om fire uger; men "dur"-mini-cd’en bliver så ikke til noget. I stedet går vi i gang med at indspille vores debut-album engang før jul, så det er klar til februar, fortæller Wagner. Han har efter eget udsagn "masser af sange" klar til indspilningerne, hvor duoen efter planen selv vil agere producere.

Også hos Crunchy Frog - der fortsat er Raveonettes’ pladeselskab i Danmark - er man rigtig glade for kontrakten. Og ikke kun fordi der er procenter i skidtet:

- Det her vil betyde endnu mere fokus på vores selskab, hvilket i sidste ende også vil gøre det endnu nemmere for resten af vores bands at blive hørt - på samme måde som Superheroes banede vejen for Junior Senior og Junior Senior for Raveonettes, forklarer Crunchy Frogs Jesper Reginal, der kan give konkrete eksempler på den stigende interesse fra udlandet:


- Den anden dag blev vi ringet op af et engelsk label, der syntes, at Thau var helt fantastiske. Det har vi i al beskedenhed altid været, griner Reginal, der håndterer trommerne i Thau. - Opmærksomheden omkring Crunchy Frog gør bare, at flere opdager det.

Der er masser at glæde sig over, og fremtiden tegner lys. Eller som Sune Wagner siger:

- Nu skal vi til at have det rigtig sjovt!


ANNONCE