x

Ny pris til musikken

Ny pris til musikken

En gruppe på 15 musikanmeldere og journalister har netop dannet Foreningen af Danske Musikkritikere. Den nye danske musikforening uddeler sidst i januar 2003 "Årets Steppeulv", som prisen kommer til at hedde, skriver Politiken.

"Årets Steppeulv" skal ses som en direkte konkurrent til Danish Music Awards, som foreningens medlemmer finder alt for kommerciel. Man er træt af, at priserne primært uddeles til de kunstnere, der har de højeste salgstal.

Klaus Lynggaard siger til Politiken, at foreningen udelukkende ønsker at prise den musik, den synes har kunstnerisk værdi - uanset pladens salgstal eller markedsføring.

Foreningen nominerer kandidater i ti forskellige kategorier. De heldige vindere kan gå glade hjem med en statuette lavet af Pontus Kjerrman.

"Årets Steppeulv" bliver altså en ren kritikerpris, bedømt og udvalgt af en lille gruppe på 15 anmeldere og journalister, som man, efter prisens navn at dømme, kan frygte har en forkærlighed for uddød dansk rock.

På billedet ses en af de Steppeulve, der har givet navn til prisen - nemlig 60'er-gruppens legendariske forsanger Eik Skaløe.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA