Nyhed

Moon Gringo support for Suede i aften

Efter Brett Andersons eget ønske

Moon Gringo skal varme op for Suede i aften, når de spiller i København. Det blev bekræftet klokken halv tolv i går aftes, så de seks medlemmer har ikke haft meget forberedelsestid.

GAFFA.dk har talt med Anders Rhedin fra Moon Gringo:

Hvordan kan det være, at Brett Anderson ville have jer som opvarmning?


- Vi spillede support for Suede i Letland. Bagefter hang vi ud med bandet, fordi de syntes, vi spillede en fed koncert. Da vi hørte, de skulle spille i Danmark, talte vi med deres agent om at varme op, men der var en masse tekniske problemer, som forhindrede det.

- Men efter Suedes koncert i går slog Brett Anderson hånden i bordet og sagde, at han ville altså have Moon Gringo på. Det betød så, at Motor måtte lave det hele om, men pointen er, at Suede var meget opsatte på at få os på, siger Anders.

Hvordan kom I til at spille support for Suede i Letland?


- Vi har faktisk lidt stjernestatus i Letland, hvor vi skriver autografer, bliver genkendt på gaden og sådan. Derfor henvendte arrangørerne sig til os, da Suede spillede i Letland. Efter en koncert hang vi ud med Suede til et afterparty sammen med det lettiske jetset. Vi lovede Suede-drengene at tage dem med på en bodega-dødsrute, når de kom til Danmark

Har I så været det endnu?

- Vi har ikke været på dødsruten i endnu, men måske i aften.


Hvorfor er det blevet Swan Lee, som skal spille support på Suedes Europa- turne og ikke jer?

- Vi har ikke råd til at tage af sted på Europa-turnéen. Vores plade er ikke ude andre steder end i Skandinavien, og man skal selv betale sine udgifter, når man ude som opvarmning. Derfor hænger det ikke økonomisk sammen.

Hvordan kan I have stjernestatus i Letland, hvis I kun udkommer i Skandinavien?


- I Letland har de en helt speciel musikkultur. Der bliver kun solgt cirka 6.000 plader om året, resten bliver downloadet og kopieret. Så de har sikkert downloadet vores musik fra nettet, som så er blevet kopieret - vores plade er i hvert fald ikke kommet ud i Letland, slutter Anders Rhedin med et smil.

Moon Gringo er i udlandets store kikkert for øjeblikket, og i aften er ingen undtagelse: Flere engelske medier vil være til stede i aften, heriblandt musikmagasinet Q og musikavisen NME.

Mandag aften er turen kommet til MTV, hvor Moon Gringo bliver interviewet til programmet Up North.



ANNONCE