Og læs legendens mening om albummet
Manden, hvis forældre gav ham mellemnavnet R., der intet står for, Johnny Cash, udsender som bekendt sit nye album ”The Man Comes Around” den 5. november. Og allerede nu er der mulighed for at høre smagsprøver fra samtlige sange på siden http://www.losthighwayrecords.com/johnnycash/.
På denne side er der også en snak med den 70-årige legende om det nye album: "Jeg tror på, at dette album er det bedste, vi har lavet. Det når endnu længere ud end de andre, det går i så mange forskellige retninger."
”Temaet på albummet er ånden. Den menneskelige ånd frem for den spirituelle eller gudelige ånd. Det reflekterer sikkert en lille smule af den modenhed, som jeg har oplevet med den smerte, jeg har lidt fra de sygdomme, der bragte mig så tæt på døden.”
Cash fortæller videre om sygdommene: ”Jeg fandt mig selv i gang med at overvinde disse ting ved ren og skær viljestyrke. Jeg vil ikke give op. Nogle gange ankom jeg til studiet uden nogen stemme, selv om jeg kunne være blevet hjemme og have surmulet, men dette kunne jeg ikke lade ske. Jeg kom ind i studiet og åbnede munden og prøvede at lukke noget ud af munden. Jeg optog i en tid, hvor netop dette var det sidste, jeg troede, jeg kunne. Og dette er de sange, der har den følelse og ild og glød og passion – der kom en stor del styrke ud af den svaghed.”
Johnny afslører, at der var specielt to sange, der betød meget for ham på det nye album, de i originalversionerne meget mørke og kolde ”Hurt” af Nine Inch Nails og ”Personal Jesus” af Depeche Mode: ”Jeg syntes, at ”Hurt” er den bedste anti-stof-sang, jeg nogensinde har hørt; det er en sang om en mands smerte, og hvad vi er i stand til at gøre mod os selv og muligheden for, at vi ikke behøver at gøre disse ting mere. Jeg kunne relatere til det med det samme.” Og med hensyn til ”Personal Jesus”: ”Det er sandsynligvis den mest evangeliske sang, jeg nogensinde har indspillet. Jeg ved ikke, hvad komponisten mente med den, men det er hvad den er.”
Til sidst kommenterer Cash al den opmærksomhed og hyldest, han har modtaget i år på grund af sin 70-års fødselsdag i februar måned: ”Vi har ikke tænkt os at stoppe og pudse milesten. Vi ser fremad til den næste, 71-års dagen. Vi ser fremad til det arbejde, der skal gøres.”
Tracklisten til det fjerde Rick Rubin-producerede album - Rubin var den, der for otte år siden forslog Cash et samarbejde med bare Cash og hans guitar - er:
”The Man Comes Around”
”Hurt”
”Give My Love To Rose”
”Bridge Over Troubled Water”
”I Hung My Head”
”The First Time Ever I Saw Your Face”
”Personal Jesus”
”In My Life”
”Sam Hall”
”Danny Boy”
”Desperado”
”I'm So Lonesome I Could Cry”
”The Streets Of Laredo”
”Tear Stained Letter”
”We’ll Meet Again”
“The Man Comes Around”-albumcoveret kan ses på: http://images.amazon.com/images/P/B00006L7XQ.01.LZZZZZZZ.jpg
Og så kan den nye version af Cashs debutalbum ”With His Hot & Blue Guitar”, med flere ekstra numre, varmt anbefales.