x

Ny opsamling fra Peter Smith

Ny opsamling fra Peter Smith

Den danske sanger og sangskriver Peter Smith udgiver i dag opsamlingsalbummet "Mosaic - Best Songs 1990-2002" - og indholdet skulle gerne være dækkende for titlen.

Peter Smith debuterede i 1991 med det dansksprogede album "Kærlighedens Disciplin", der markerede hans evner for følsom sang - gerne i falset - og romantiske tekster og gav ham radiohits som "Få Det Godt Sammen" og "Alt Jeg Ville Have Sagt".

Siden har Peter Smith kun udgivet to album, begge på engelsk, nemlig "Together" fra 1995, der gav ham et radiohit med "It’s A Shame", og "Elastic" fra 1997, der også bød på et radiohit, nemlig "Whatever The Reason".

Nu er Peter Smith så tilbage, selv om der altså er tale om gammel vin på nye flasker. "Mosaic" indeholder dog foruden 14 gamle sange også to nye, "Skibet Uden Havn" og "Sammen Med Dig" (sidstnævnte er også med i et remix), og et ikke tidligere udgivet nummer, "You Make Me Believe", der i sin tid blev til overs fra indspilningerne til "Elastic".

Peter Smith har da heller ikke stået helt stille musikalsk de senere år, hvor han bl.a. har rejst rundt i verden og skrevet og spillet, ligesom han som del af teatergruppen En Over, En Under har turneret med de musikalske cabareter "Lidt Til Og Meget Mer’" og "Nielsen" med sange af hhv. C.V. Jørgensen og Peter A.G. og Elisabeth G. Nielsen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA