"En lidt længere rejse" er netop udsendt
Det vælter nærmest ud med danske musikbøger for tiden. For nylig udkom den nye udgave af Politikens "Dansk Rockleksikon" og Jan Poulsens store Sort Sol-biografi "Under En Sort Sol". Nu kommer så en bog om en sanger i en noget anden musikalsk boldgade, Jonathan Løws "En lidt længere rejse - Fortællinger om Poul Krebs".
Bogen følger Poul Krebs, fra da han i 1978 i en alder af 22 år debuterer som professionel musiker, over det helt store gennembrud i 1995 med albummet "Små Sensationer", og til tilblivelsen af Krebs’ seneste, 12. studiealbum, "Striber Af Lys" fra august 2002. "En lidt længere rejse" byder bl.a. på en række anekdoter fortalt af både Krebs selv og mange af de mennesker, han har mødt på sin musikalske rejse.
Biografiens forfatter, Jonathan Løw, er kun 23 år og nordisk-studerende - og ironisk nok født samme år, Poul Krebs havde sin professionelle debut.
"En lidt længere rejse" er på 164 sider og netop udsendt på forlaget Mellemgaard.
Poul Krebs er i øvrigt lige nu på Danmarksturné.