x

"Barbie Girl" 15.-bedst solgte single i England i 50 år

"Barbie Girl" 15.-bedst solgte single i England i 50 år

Hvis du mener at kunne erindre, at Aquas single "Barbie Girl" fra 1997 solgte ganske pænt, tager du ikke helt fejl. Singlen ligger på en 15.-plads på en netop offentliggjort liste over de 100 mest solgte singler i England de sidste 50 år, skriver Jyllands-Posten.

Singlen har solgt i alt 1,7 mill. eksemplarer i England. Dermed ligger Aqua foran navne som John Lennon og Elvis Presley med hhv. "Imagine" og "It’s Now Or Never", om end Lennon som en del af Beatles dog ligger på en 14.-plads med "I Want To Hold Your Hand".

Aqua er i øvrigt det bedst sælgende ikke-engelske navn på listen, der toppes af Elton Johns "Candle In The Wind ‘97", hans klassiker, han genindspillede efter prinsesse Dianas død. Denne single har solgt 4,9 mill. eksemplarer i England.

På verdensplan har Aqua til dato solgt ca. seks millioner singler og 22 millioner album fordelt på ca. 17 og 5 mill. af hhv. debuten "Aquarium" og svanesangen "Aquarius". Førstnævnte solgte ca. 400.000 eksemplarer i Danmark.

Coldplay spillede i øvrigt en kort version af "Barbie Girl" ved deres koncert i Valby Hallen i torsdags, d. 21. november.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA