Nyhed

Billetnet solgt til Ticketmaster

Den PostDanmark-ejede billetservice sælges til verdens største billetformidler, som tidligere har været under observation af det amerikanske monopol-tilsyn.

Verdens største billetformidler Ticketmaster har i dag købt alle aktierne i Billetnet af Post Danmark. Ticketmaster er et børsnoteret selskab med hovedsæde i Los Angeles, som sidste år formidlede cirka 250 millioner billetter via 3300 salgssteder. Ticketmaster har europæiske selskaber i England, Skotland, Wales, Nordirland, Irland, Holland og Norge.

Administrerende direktør for Billetnet Erik Lyngsø udtaler: ”Vi har i Ticketmaster fået et professionelt ejerskab, der har al den teknologiske og økonomiske tyngde, der skal til, for at Billetnet også i de kommende år kan levere de systemer og fleksible løsninger, som arrangørerne måtte efterspørge”.

Og han forsætter med: ”For forbrugerne gælder et jo først og fremmest, at det skal være let at få fat i en billet. På et fysisk salgssted, på internettet, og hvor behovene ellers måtte opstå. Billetnet glæder sig til at kunne tilbyde vores arrangører en større palet af services. Lige fra moderne systemteknologi til målrettede marketingsydelser, som kan bidrage til at generere et større billetsalg”.


Monopol-anklager
Ticketmaster kom for alvor i medierne, da de i 1994 kom under det amerikanske justitsministerium søgelys, der ville finde ud af, om selskabet i praksis havde monopolet på billetsalget i Amerika.
Gruppen Pearl Jam var en af debattørerne, på justitsministeriets opfordring, fordi de var utilfredse med Ticketmasters meget høje gebyrer oven i den originale billetpris.

Pearl Jams kamp mod Ticketmaster var grund til flere aflysninger af koncerter. Da bandet prøvede at arrangere koncerter med lokale arrangører, blev de lokale arrangører truet med boykot af Ticketmaster, der på den måde ville forhindre, at de skulle hyre Pearl Jam.
Også R.E.M. og Aerosmith var imod Ticketmasters høje gebyrer og monopoldannelse. Sagen blev dog afgjort i Ticketmasters favør.

BAGGRUND
Tidligere på året snakkede GAFFA med Pearl Jams guitarist Stone Gossard om Ticketmaster-sagen.


- Der blev skrevet en del i pressen om Ticketmaster. Vores involvering i hele sagen var så simpel som, at Ticketmaster kunne kræve lige så mange penge i gebyr, som de ønskede, oven på vores lave billetpris, fordi billetterne til vores koncerter solgte så godt.

Stone Gossard uddyber hvordan det foregår:
- Hvis dine koncerter bliver udsolgt, og du alligevel kun ønsker en betaling på 25 dollars for en billet, så siger Ticketmaster, at der er et gebyr på 8 dollars, fordi de ved, at koncerten bliver udsolgt uanset hvad. Ticketmaster skrev ikke engang den oprindelige pris på billetten. Men vi bruger stadig Ticketmaster, vi er nødt til det. De har de ideelle koncertsteder, der ikke ligger 30 kilometer uden for byen, og som har det ideelle sikkerhedssystem og toiletfaciliteter.

ANNONCE