Generationsskifte med eftertryk - Junior Senior topscorer, og Saybia, Superheroes, Swan Lee og Coldplay sidder solidt i sadlen
Efter år i skyggen af de gamle stjerner slog et nyt kuld for alvor igennem i 2002. Junior Senior (billedet), Saybia, Thomas Troelsen (Superheroes) og Pernille Rosendahl (Swan Lee) satte sig solidt på årets danske statuetter. Coldplay gjorde rent bord i den internationale afdeling.
Traditionen tro har GAFFAs læsere kåret årets navne i en afstemning, og det samlede resultat med første-, anden- og tredjepladser kan du læse i GAFFA januar, der er på gaden i dag. Senere i dag bliver de nominerede til årets Danish Music Awards i øvrigt offentliggjort - og der kunne måske være tale om visse sammenfald?
"Der er tale om et veritabelt generationsskifte inden for den danske rock," siger GAFFAs redaktionschef Henrik Tuxen, der har stået for optællingen af stemmer. "En del etablerede navne, der udgav plader i 2002, har ikke fået nær så mange stemmer som unge kometer som Saybia, Junior Senior og Superheroes."
Junior Senior blev årets topscorer med hele tre priser, de to på baggrund af storhittet "Move Your Feet". Her tør GAFFA godt afsløre, at redaktionen og det øvrige kontor ligger på linje med bladets læsere: En GAFFA-firmafest blev lukket af politiet, efter at vi havde spillet "Move Your Feet" om og om igen i længere tid - og det var vist også lidt højt.
På udlandssiden dominerede Coldplay totalt. Vokalist og frontfigur Chris Martin blev årets sanger, og Coldplay tog guldet i kategorierne "Årets udenlandske band" og ditto hit, album og video. Men også to nye spændende unge kvinder har for alvor trængt igennem hos GAFFAs læsere. Jazz/country-fænomenet Norah Jones fra Texas som årets udenlandske sangerinde og den 17-årige canadiske "Skater Girl" Avril Lavigne som årets nye udenlandske navn.
Årets navne:
Årets danske album
Saybia: "The Second You Sleep"
Årets danske band
Saybia
Årets danske sangerinde
Pernille Rosendahl (Swan Lee)
Årets danske sanger
Thomas Troelsen (Superheroes)
Årets nye danske navn
Junior Senior
Årets danske hit
Junior Senior: "Move Your Feet"
Årets danske musikvideo
Junior Senior: "Move Your Feet"
Årets udenlandske album
Coldplay: "A Rush Of Blood To The Head"
Årets udenlandske band
Coldplay
Årets udenlandske sangerinde
Norah Jones
Årets udenlandske sanger
Chris Martin (Coldplay)
Årets nye udenlandske navn
Avril Lavigne
Årets udenlandske hit
Coldplay: "In My Place"
Årets udenlandske musikvideo
Coldplay: "The Scientist"