Nyhed

Ny Blur-single forvekslet med bombe

"Don’t Bomb When You Are The Bomb" uskadeliggjort af politiet

Blurs nye single "Don’t Bomb When You Are The Bomb" er blevet forvekslet med - en bombe. Singlen er udsendt i England som en såkaldt white label, altså en "hemmelig" single uden cover. Singlen skulle have været udsendt i marts, men kom først ud sidste måned, og det har forsanger Damon Albarn ifølge nme.com en forklaring på:

"Det første oplag forsvandt, og jeg fandt først for nylig ud af, at det var blevet forlagt på Brighton station i en kasse med overskriften ‘Bomb’". Politiet troede, at det var en bombe, og destruerede i al hemmelighed kassen. Det er derfor, singlen først dukkede op senere. Brighton er i øvrigt Norman Cooks (alias Fatboy Slim og producer på Blurs kommende album, red.) hjemby, så måske er han medskyldig."

Blurs kommende album ventes ude til marts. Det bliver formodentlig uden bidrag fra guitarist Graham Coxon, der for nylig forlod gruppen.


ANNONCE