Nyhed

Under Byen, Raveonettes og Mew roses i udlandet

Flotte anmeldelser i Rolling Stone og NME

Når dansk musik undtagelsesvis har gjort sig bemærket i det store udland, har det som regel været pop i den lettere ende, men 2002 er åbenbart blevet året, hvor musik i den både mere rockede og eksperimenterende afdeling for alvor er ved at fange de udenlandske ører.

Seneste skud på stammen er det eksperimenterende århusianske orkester Under Byen, der herhjemme er vant til anmelderroser og også har vakt den amerikanske Rolling Stone-journalist David Frickes begejstring. På bladets hjemmeside har Fricke udvalgt 10 såkaldt "hidden pleasures", altså gode plader, der ikke har fået så meget opmærksomhed, som de efter Frickes mening fortjener. Her optræder Under Byen i selskab med anmelderdarlings som de tyste amerikanere Low, islandske Leaves og den spansk-franske reggae/ska/punk-festbombe Manu Chao.

Fricke sammenligner Under Byen med triphop, Björk og Sigur Rós og ærgrer sig over, at han ikke forstår gruppens danske tekster. Gruppen er dog ikke kendt for det mest lettilgængelige tekstunivers, så man fristes næsten til at skrive, at det er der nok heller ikke så mange danskere, der gør, og at dømme efter interviews med Under Byens forsanger og tekstforfatter Henriette Sennenvaldt gælder det heller ikke i udpræget grad denne. Sigur Rós’ hhv. islandske og ordløse tekster har dog ikke spærret vejen for et internationalt gennembrud.


David Fricke oplevede Under Byen ved Dansk Rock Samråds festival Spot 08 i Århus i maj, og ved denne lejlighed udtalte han sig stærkt rosende om gruppen. Det var også her, han opdagede The Raveonettes, som han har fremhævet ved flere lejligheder, hvilket nok har været medvirkende til deres kontrakt med det amerikanske pladeselskab Columbia.

Også englænderne er ved at få øjnene op for Raveonettes. Deres single "Attack Of The Ghost Riders" - som i øvrigt var med på Klub GAFFA-cd #2, får roser i det toneangivende engelske musikblad NME, som d. 30. november skrev, at Raveonettes er "det bedste danske gotiske Jesus And Mary Chain-inspirerede garageband nogensinde", selv om bladet fejlagtigt påstår, at gruppen kommer fra Århus (de er altså københavnere, og forsanger Sune Wagner er vokset op i Sønderborg).

Ugen efter havde NME et helsidesinterview med Raveonettes og søreme også en anmeldelse af et andet dansk band, Mew, hvis julesingle "She Came Home For Christmas" også får roser for at få noget godt ud af det ifølge NME grundlæggende pinlige koncept julesinglen. Mew sammenlignes bl.a. med Doves, The Flaming Lips og The Boo Radleys.


Både Raveonettes og Mew udgiver internationale debutalbum i starten af det nye år.


ANNONCE