Nyhed

Sjældent Lennon og Jagger samarbejde på auktion

Optaget under Lennons ”lost weekend” i starten af 70’erne

Under John Lennons 18 måneders pause fra Yoko Ono, der startede i 1973, opstod blandt andet et samarbejde med Mick Jagger. Pausen, der nok er bedst kendt under navnet ”lost weekend”, var af Ono udtænkt som en mulighed for at se andre kvinder og få løbet hornene af.

Lennon og Jagger-samarbejdet, der sættes under hammeren i et auktionshus i London næste måned, drejer sig om en fortolkning af blues-musikeren Willie Dixons ”Too Many Cooks”, med Jagger på sang og Lennon på guitar. Det var i øvrigt også Dixon, der oprindeligt skrev ”Little Red Rooster”, der senere blev et stort hit for Rolling Stones.

Pladesamleren Tom Fischer udtaler om samarbejdet: ”Det er en forud-for-sin-tid-sang, da det er en slags sjov sang. Den er ikke ligesom resten af Rolling Stones' bagkatalog, og den er heller ikke så tæt på, hvad Lennon lavede. Jeg forstår på det hele, at de hang en del ud sammen dengang. Men jeg tror ikke, at der er nogle, der har fundet en ordentlig sang, de lavede sammen før. Så jeg var meget glad for at finde den, og jeg håber, at en masse folk hører den”.


ANNONCE