Nyhed

3P-bands sammen igen – på Rust på torsdag

Kvæg og Apartment live med prominente DJs

Kvæg (billedet) og Apartment, to ud af de tre pladedebuterende bands fra efterårets tredobbelte ep med upcoming bands, "3P", kan efter de tre gruppers fælles turné i slutningen af året igen opleves sammen ved en koncert.

Denne gang spiller Kvæg og Apartment på Rust i København, og det sker på torsdag, d. 23. januar. Ved samme lejlighed kan man opleve tre temmelig prominente DJs, nemlig Tim Christensen, Swan Lee-guitaristen Jonas Struck og den ene halvdel af Puddu Varano, trommeslager Alex Puddu.

Apartment og Kvæg forbereder i øjeblikket indspilningerne af deres fuldlængde-debutplader, som efter planen vil være at finde i handelen i henholdsvis efteråret 2003 og foråret 2004. Begge bands har opnået meget opmærksomhed og roser efter deltagelsen på "3P".


Kvæg byder ifølge det nystartede selskab bag "3P", det Århus-baserede Bird Hits Plane, på "elegant macho-pop", der "drypper med de reneste pop-perler i et lydlandskab, der er alt andet end poppet og forudsigeligt", og gruppen er kendt for både iørefaldende melodier, tunge guitarer, skæve breaks og energisk sceneoptræden.

Apartment er ifølge Bird Hits Plane "kogende, sentimental lo-fi pop, båret af rustne synthesizere, rasleæg og en papirstynd vokal, der smukt smyger den melankolske lyrik til de krakelerede beats." Altså musik i en ganske anden stil end Kvæg, og med de ligeledes musikalsk vidtspændende gæste-DJs skulle der være noget for enhver smag på Rust.


ANNONCE