Run DMC stjernen hyldes med gummisko
Jam Master Jays tre sønner Jackson Jr. på 16 år, T.J. på 11 og Jesse på 7 år har sammen med sportsbeklædnings-mærket Adidas designet en sko til ære for den afdøde Run DMC-DJ. Skoen blev lanceret i går på Jam Master Jays fødselsdag, hvor han ville være blevet 38 år.
Jam Master Jay, der stillede kondiskoene den 30. oktober sidste år, da han blev skudt i sit studie, var sammen med Run DMC med til at gøre Adidas-mærket populært i 80’erne, da bandet aldrig optrådte uden deres sorte sko uden snørebånd.
Den nye sko er kun fremstillet i 5000 eksemplarer og er allerede næsten udsolgt i New York, Los Angeles og Tokyo, hvor skoen sælges. Den heftige efterspørgsel har medført, at køberne er begrænset til kun at måtte erhverve sig ét par hver.
Det rygtes også, at Adidas har planer om at udgive skoen i en ny farve hvert år på Jam Master Jays fødselsdag.
Hvis man imidlertid ønsker at beklæde pusselankerne med de originale sko i en sort model, må man nok ind på Ebay og give et bud.