Udsender nyt album den 24. marts på eget selskab
Efter sidste års aflysning af Wig Wam Tour og efterfølgende arrangøren Rock Ons konkurs, var den nu 50-årige Gnags-sanger Peter A.G. Nielsen vred. Kendt for sine skarpe udtalelser mod branchen krævede han at ansvaret for miseren blev placeret. Det gik blandt andet ud over Thomas Helmig, D-A-D og Rock Ons direktør Niels Lindgreen.
I dag har Gnags valgt at ikke at dvæle ved den negative energie, der naturligvis opstod, da deres turnéindtjening på 4 millioner kroner udeblev.
- Sagen er sendt til advokat, og vi lader den gå sin gang uden at blande os, fortæller A.G fra studiet.
- Det er styrken ved musikken, at man kan hæve sig over smålighed. Vi er ved godt mod; det, der skete sidste sommer, er bare penge, som vi selvfølgelig skulle have levet for, og Niels Lindgreen skal da heller ikke slippe af sted med det. Vi får nok ikke nogen penge ud af det, men det mest provokerende var, at Lindgreen bare sagde: ”Jamen, I har ikke råd til at sagsøge mig”, og det provokerede mig til at finde midlerne til at gøre netop dette.
- Følgevirkningen er selvfølgelig, at vi er blevet skeptiske, så vi står nu selv for booking og har startet vores eget pladeselskab S!mple, hvor hele filosofien er at holde det simpelt.
Vi er startet forfra ligesom med Genlyd (bandets eget selskab fra 1975 til 1990, red.), der blev skabt ud af nødvendighed, fordi der ikke var andre muligheder, og sådan føler vi, tiden er igen.
Gnags er nu blevet færdige med deres nye album ”Skitsernes Drøm”, der er en tilbagevending til udgangspunktet, hvor det hele bliver holdt simpelt, og pengene bruges på musikken, og ikke på f.eks. tv-annoncering:
- Tv-annoncer er så ydmygende; det koster lige så meget at tv-annoncere som at fremstille en plade, og vi får jo ikke en fandens skid af TV2 til gengæld - de, der betaler, kan ikke engang få vist en video i et musikprogram. I stedet får man sådan noget som Popstars.
Med hensyn til de udskældte kolleger er A.G. forbrødret med Thomas Helmig, der har produceret kor på nogle af sangene. D-A-D har han ikke snakket med. ”Skitsernes Drøm” udsendes den 24. marts.