Nyhed

Nyt Metallica-album 10. juni

"St Anger" bliver ifølge Lars Ulrich temmelig aggressivt

Metallicas næste album får titlen "St Anger" og er på gaden 10. juni. Det nye album bliver temmelig aggressivt, siger trommeslager Lars Ulrich (billedet) til mtv.com: "Vi har været igennem mange musikalske faser det sidste halvandet år, og for nogle måneder siden endte vi med et ret heavy, aggressivt, hurtigt, dynamisk udtryk med mange temposkift. Folk, der kan lide vores aggressive side, vil ikke blive skuffet."

Om titlen på albummet forklarer Lars Ulrich videre: "Vi kiggede på sangteksterne, og den, der stak mest frem, var "St Anger", som er en sang om den vrede, man bærer rundt om halsen som en medaljon. Det passede meget godt til pladens generelle stemning."

Det nye album er Metallicas første siden livealbummet fra 1999 med San Franciscos symfoniorkester, "S & M", det første studiealbum siden coverpladen "Garage Inc." fra 1998 og det første Metallica-album med nye sange siden 1997’s "Reload".


Metallica kan opleves på årets Roskilde Festival, der finder sted i dagene 26.-29. juni.

ANNONCE