x

Metal-grand prix i Århus på lørdag

Metal-grand prix i Århus på lørdag

På lørdag er der som bekendt Melodi Grand Prix i Atletion i Århus, men skulle ens smag gå i en anden retning, tilbyder Musikcaféen i Århus samtidig noget ganske andet. Nemlig det såkaldte Fee Metal Grand Prix med en række upcoming bands i heavygenren, arrangeret af den nystartede forening Århus Fee Metal.

Århus Fee Metal vil på frivillig basis og med sponsorstøtte, medlemskontingenter og offentligt tilskud udbrede kendskabet til den danske metalundergrund og senere kunne tilbyde musikere støtte til overnatninger, rabatter på udstyr samt evt. leje af tourbus.

De medvirkende i Grand Prix’et er: Pitch Black, Frameless Scar, Memorial, Descencus, Livjatan, Demolition Inc., Horned Almighty, Psyke Project, Zenith, Exit-13 og Fairytale Abuse. Publikum kårer i samarbejde med dommerpanelet (bestående af en repræsentant fra Fee Metal, en medarbejder på det århusianske radioprogram New Rocking Sounds fra Det Åbne Båndværksted og en skribent på heavybladet NRG) det bedste band.

Vinderen er garanteret optræden til arrangøren Århus Fee Metal Festival, et nystartet initiativ på VoxHall 30. april og 1. maj med 12 markante danske og udenlandske heavybands. Indtil videre er Illdisposed, Mnemic, Hatesphere og Exmortem offentliggjort.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA