Nyhed

R.E.M. har nyt materiale til fire album liggende

Det nye album kommer dog først i 2004

Athens-bandet R.E.M. er som tidligere skrevet i fuld gang med albumopfølgeren til "Reveal" fra 2001. Og arbejdet går så godt, at guitaristen Peter Buck fortæller, at gruppen har materiale nok til i alt fire album.

Sammen med producerteamet Patrick McCarthy og Jaime Candiloro er Michael Stipe, Mike Mills og Buck for tiden i Vancouver.

"Jeg kan godt lide at lave en demo-lyd, så vi lader, som om vi laver demoer, og det går rigtig godt. Og alle er villige til at prøve noget nyt. Det er også mig, Mike og Michael, der har spillet sammen i 23 år, så der er visse ting, vi kan lave uden at tænke over det. Vi har så mange sange lige nu, at det er lidt frustrerende for alle lige nu, fordi vi ikke kan finde ud af, hvad for et album vi laver," fortæller Buck til rollingstone.com.

Arbejdet på det nye album startede i oktober måned sidste år sammen med tidligere samarbejdspartnere Scott McCaughey, Ken Stringfellow og Bill Rieflin. Bandets trommeslager, siden Bill Berry gik ud af bandet i 1997, Joey Waronker har indtil videre ikke været involveret i arbejdsprocessen. "Han havde lyst til at være i Los Angeles for tiden. Han arbejder med en masse andre projekter," forklarer Buck, der også fortæller, at bandet endnu ikke har besluttet, hvem der kommer til at spille trommer på det kommende album.


Selv med det hurtige arbejdstempo, R.E.M. lægger for dagen, regner Buck først med, at albummet udkommer til næste år og ikke i år som før lovet. Til sommer tager bandet en indspilningspause for at tage på turné, der blandt andet bringer dem til Midtfyns Festival.

Ud over arbejdet med det nye album er R.E.M. også i gang med at sammensætte et opsamlingsalbum, der gerne skulle udkomme i forbindelse med turnéen. Albummet kommer højst sandsynligt til at indeholde to nye sange, gammelt, ikke tidligere udgivet materiale samt nogle ikke så velkendte R.E.M.-sange. "Det er hårdt, for det, der er en single, er ikke nødvendigvis ens favoritsang. Men vi kan balancere det. Man kan inkludere en god del information på en cd."



ANNONCE