Nyhed

Massive Attack, Damon Albarn, Savage Rose m.fl. i antikrigsdemonstrationer

3-D og Damon Albarn i spidsen for kæmpemarch i London, mens Savage Rose skriver åbent brev til Anders Fogh

I lørdags var millioner på gaden verden over for at demonstrere mod USA’s krigsplaner mod Irak. I London var mellem en og to millioner på gaden i en antikrigsmarch, og i spidsen var bl.a. Massive Attack-hovedmanden 3-D (billedet) og Blur- og Gorillaz-sangeren Damon Albarn, skriver nme.com. De tos tilstedeværelse var ikke helt overraskende, da de begge tidligere offentligt har ytret kraftig kritik mod den truende krig.

Rapperen Ms Dynamite talte ved en demonstration i Londons Hyde Park, hvor hun kraftigt kritiserede den engelske premierminister Tony Blairs støtte til USA’s krigsforberedelser. I mængden sås bl.a. den gamle engelske protestsanger Billy Bragg og den legendariske radiovært John Peel.

Blandt danske protesterende kan nævnes Savage Rose, der i deres hjemby Los Angeles deltog i en demonstration med ca. 100.000 personer. De skrev også et åbent brev til Anders Fogh Rasmussen, som skuespilleren Vigga Bro oplæste foran den amerikanske ambassade i København, hvor ca. 40.000 demonstranter var samlet.


ANNONCE