x

Tidligere Metallica-bassist kalder bandet en joke

Tidligere Metallica-bassist kalder bandet en joke

Den tidligere Metallica-bassist Jason Newsted beskylder i et interview på rock-sound.net sine gamle bandkolleger for at sælge ud.

Jason Newsted er bl.a. sur over, at gruppen planlægger en stadionturné i USA med de storsælgende heavybands Linkin Park og Limp Bizkit. Noget, som Newsted synes er lovlig kommercielt:

"Jeg synes, Metallica er en joke (...) Jeg er stolt af det, jeg gjorde i gruppen, og generelt mere stolt end sur. Men integriteten er væk. Hvorfor kan de ikke tage ud med Strapping Young Lad eller In Flames (knap så kommercielt succesfulde heavynavne, red.)? Hvad de gør nu, er åbenlyst en penge-ting og har intet at gøre med den musik, vi skal forestille at kæmpe for," raser Newsted og fortsætter:

"Kirk (Hammett, guitarist, red.) er blevet citeret for at sige, at deres nye album lyder i stil med Entombed (svensk dødsmetalband, red.). Hvordan kan de det? Hvem skal spille bas for at få det til at lyde som Entombed; James (Hetfield, forsanger, red.) er en god bassist, men - tag dig sammen, mand! Lars (Ulrich, red.) har ikke øvet trommer tilstrækkeligt igennem årene - han vedligeholdt ikke sit talent, han har ikke samme finesse, som han engang havde, så hvordan kan de lyde som Entombed og have den samme energi? Og hvorfor tager de så ikke Entombed med på turné, eller Meshuggah (eksperimenterende svensk metalband, red.)? Hvorfor holder de ikke deres ord? Det bekymrer mig virkelig."

Metallica har ikke haft en fast bassist, siden Newsted brat forlod bandet i 2001. Newsted kom i sin tid med i Metallica i 1986, efter at gruppens oprindelige bassist Cliff Burton omkom, da bandets turbus forulykkede. Newsted udgav i 2002 et album med sit nye band Echobrain og er nu blevet medlem af det canadiske heavyband Voivod, der har udgivet plader siden 1984.

Voivod udgiver deres første album med Newsted d. 4. marts og tager også på turné, men der er ifølge Newsted ingen chance for, at gruppen kommer til at optræde ved samme arrangementer som Metallica: "De er virkelig modstandere af, at vi kommer til at optræde på samme plakat. Hvor Metallica end er, vil du ikke finde Voivod."

Metallicas næste album, "St Anger", udkommer d. 10. juni. Det bliver gruppens første med nye sange siden "Reload" fra 1997.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA