Nyhed

Reportage: Kashmir-surprise-koncert i Malmø

100 Klub GAFFA-medlemmer fik sig en glædelig overraskelse, da bandet spillede live til lytteparty

De stod og trippede og kedede sig lidt, de 100 Klub GAFFA-medlemmer og en stor skare P3-lyttere. Meldingen lød på præ-lytning af Kashmirs kommende album Zitilites plus overraskelse. Den eneste overraskelse efter en halv times forløb var, at man var gænget ind i en kold og kedelig hal i Radiohuset, uden lyd, uden øl, uden Kashmir. Og så sprang bomben. En P3-medarbejder tog mikrofonen og agerede julemand i februar:

- Otte dobbeltdækkerbusser står ude foran Radiohuset parat til at køre jer til Kulturbolaget i Malmø, hvor Kashmir spiller live. Og der er rigeligt med øl i bussen.

Jubelen ville naturligvis ingen ende tage, og herefter flaskede Klub GAFFA, P3 og Sony Musics Kashmir-arrangement sig som fod i hose. Med ganerne godt varmet op ankom vel omkring 300 håbefulde Kashmir-fans en time efter til Skånes førende koncertsal, og ingen gik skuffede hjem.


Kashmir gik på scenen under stormende jubel og spillede deres første koncert i halvandet år. Ganske imponerende var Eistrup & co. i stand til at spille samtlige sange fra "Zilities", hvilket ikke er så lidt af en præstation, musikkens komplekse og varierede karakter taget i betragtning og den omstændighed, at det dårligt er 14 dage siden, bandet færdiggjorde "Zitilites". Kashmir leverede en solid og koncentreret indsats, og indimellem løftede sangene sig storslået, intenst og imponerende, hvor det i andre passager var tydeligt, at bandet først og fremmest var koncentreret om at holde sammen på de nye numre.

Et tydeligt lettet band gav efterfølgende "Miss You" fra "The Good Life" som ekstranummer, med slående klasse og overskud. Når bandet har fået de nye sange fra "Zitilites" tilsvarende under huden, er der for alvor noget at se frem til. En koncentreret og vellykket generalprøve på forårets og sommerens kommende Kashmir-turné.

Efterfølgende blev de tilfredse Kashmir-fans stuvet ind i busserne igen, kværnede en røvfuld dåseøl til og ankom ved midnatstid tilbage til Radiohuset. En overraskelse af de bedre.



ANNONCE