x

Carpark North direkte ind som nr. 1 på hitlisten

Carpark North direkte ind som nr. 1 på hitlisten

Den århusianske trio Carpark North er kommet flyvende fra start med deres selvbetitlede debutalbum, der blev udsendt sidste mandag, d. 10. februar.

På Danmarks officielle hitliste for pladesalget i sidste uge, der netop er blevet offentliggjort, er Carpark North gået direkte ind på førstepladsen. Det er kun sket én gang tidligere i dansk musikhistorie, at et debuterende dansk rocknavn er gået direkte ind på hitlistens førsteplads, nemlig da Saybia for et år siden udgav deres debutalbum "The Second You Sleep". Carpark North-albummet solgte på de første fire dage over 10.000 eksemplarer.

Carpark North har da også ligesom Saybia fået massiv medvind i pressen, og "Carpark North"-albummet har fået fremragende anmeldelser, bl.a. her i GAFFA.

Carpark North har ligesom Saybia haft radiohits mange måneder før albumudgivelsen, bl.a. med "There’s A Place" fra gruppens demo-cd, som har solgt 2700 eksemplarer - et helt usædvanligt højt tal for en demo-cd. Gruppen har også givet mange, velbesøgte koncerter og indleder 6. marts en Danmarksturné på Train i deres hjemby, Århus.

Den fulde koncertliste ser sådan ud:
06.03 Århus, Train
07.03 Frederikshavn, Maskinhallen
08.03 Viborg, Paletten
13.03 Ålborg, Skråen
14.03 Thisted, Gymnasium, lukket arrangement
15.03 Kolding, Pitstop
21.03 Holbæk, Elværket
22.03 Slagelse, Badeanstalten
27.03 København, Vega
28.03 Odense, Rytmeposten
29.03 Horsens, Kulisselageret
04.04 Grindsted, lukket arrangement
05.04 Århus, lukket arrangement
10.04 Birkerød, Søndervangs Hallen
12.04 Køge, Bygningen
16.04 Esbjerg, Tobakken
17.04 Vejle, Bygningen
18.04 Roskilde, Gimle
19.04 Ringsted, Medborgerhus
20.04 Rønne, Bornholms Musikhus
24.04 Herlev, Klauzdal
25.04 Lyngby, lukket arrangement
26.04 Randers, Fritidscentret

Der er i øvrigt også en nyhed på hitlistens andenplads, nemlig Massive Attacks længe ventede fjerde studiealbum "100th Window". Den fulde liste kan ses på www.hit-listen.dk.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA