Nyhed

Limp Bizkit-frontmand vil hjælpe de pårørende til torsdagens koncertulykke

Indtil videre er 55 personer identificeret ud af de 97 omkomne ved Great Whites koncert

Efter torsdagens koncertulykke på spillestedet The Station i Rhode Island i USA har Limp Bizkits frontmand Fred Durst tilbudt sin hjælp. Ulykken indtraf, da heavybandet Great White netop havde startet deres koncert. Det skete med et fyrværkeri, der hurtigt antændte hele spillestedet.

"Jeg er skræmt over, hvad der skete med de uskyldige mennesker, der blev brændt ihjel. Jeg har så megen smerte inden i mig på grund af det; hvordan kunne dette lade sig gøre? Især når det kunne være undgået. Det er vigtigt at gøre alle koncerter til et sikkert sted for fans. Jeg mener, at det er vores ansvar at give jer (koncertgængere, red.) de mest sikre omgivelser, når I kommer til vores koncerter, og jeg beder til, at alle spillesteds-ejere, turné-promotere, sikkerhedsfolk og band kommer til at lære noget af denne frygtelige ulykke," skriver Durst på bandets hjemmeside og forsætter:

"Jeg har lyst til at lave en eller andet form for støttearrangement til fordel for de efterladte familier. Det føles rigtigt at involvere sig, da jeg er en musiker, jeg elsker musik, og jeg elsker at gå til koncerter. Det kunne have været hvem som helst af os!"


Fortsat mange uidentificerede
Der er i skrivende stund fundet 97 omkomne i spillestedets ruiner; 55 er blevet identificeret. Cirka 80 tilskuere ligger stadig på hospitalet, halvdelen af dem er i kritisk tilstand. Bandet Great White er netop vendt hjem til Los Angeles uden deres guitarist Ty Longley, der er blandt de lig, der er blevet identificeret.

"Tanker og bønner fra alle, der har noget med bandet at gøre, går ud til alle, der er på rørt af denne tragedie. Der er ingen ord til at beskrive, hvor berørte vi er over tabet af alle dem, der har lidt," skrives der på bandets hjemmeside.

Great Whites sanger Jack Russell udtaler om ulykken:
"Jeg vil gerne sige undskyld. Dette er åbenlyst en meget tragisk og uheldig ulykke. Dette er ikke, hvad musik handler om. Selv efter 25 år i branchen er der aldrig sket noget lignende. Hvad skal man sige? Nå da da, det er ikke nok. Der er ingen ord, der på nogen måde kan beskrive, hvordan jeg har det lige nu. Jeg er ødelagt."


Omfattende undersøgelse på vej
I søndag fik de pårørende mulighed for at besøge spillesteds-ruinerne. Den 36-årige James Morris var med sine to sønner taget forbi stedet for at mindes seks af sine venner, der var til koncerten. "Det er frygteligt. De var alle unge fyre i 20'erne og starten af 30'erne, udtalte Morris," der selv skulle have været til koncerten, men i sidste øjeblik ombestemte sig.

Det amerikanske brandvæsen planlægger en landsdækkende undersøgelse at landets spillesteder, efter at i alt 118 mennesker har mistet livet inden for den sidste uge på spillesteder. Den 17. februar mistede 21 mennesker livet i en natklub i Chicago.

ANNONCE