x

Miniturné med Superjeg starter i dag

Miniturné med Superjeg starter i dag

Den danske duo Superjeg udgav i starten af februar deres andet album "Øst/Vest", der just som debuten "Alt Er Ego" fra sidste år har fået fornemme anmeldelser. Nu følger sanger Peter Sommer og guitarist/programmør Carsten Valentin Lassen med venner albummet op med en miniturné, der har premiere i aften på Rust i København.

Turnéen bringer dog også Superjeg til Jylland, helt i tråd med albummets "Øst/Vest"-koncept. Albummet er nemlig en dobbelt mini-cd med en "Øst"- og "Vest"-del, hvor "Øst" er elektronisk og "Vest" mere traditionel rock. Tekstligt afspejler albummet bl.a. den mentale overgang fra den jyske provins til metropolen København.

Superjeg spiller følgende steder:
27.2. Rust, Kbh
28.2. Musikcaféen, Århus
1.3. Studenterhuset, Ålborg
16.5. Kulisselageret, Horsens (ja, det er altså først til maj)

Superjegs producer på det første album og "Vest", Nikolaj Nørlund, er i øvrigt nomineret til en Danish Music Award for sin produktion af "Alt Er Ego". Priserne uddeles på lørdag, d. 1. marts i Forum i København. Superjeg kan altså ikke være til stede her, da de samme aften spiller i Ålborg.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA