Nyhed

Björk til Roskilde Festival

Den islandske sangfe til Danmark 29. juni - måske med nyt album i ryggen

Islandske Björk gæster ifølge sin hjemmeside, bjork.com, årets Roskilde Festival som led i sin kommende Europa-turné. Björk vil lægge vejen forbi Dyrskuepladsen 29. juni, altså på festivalens sidste dag. Unægtelig lovende musikalsk balsam for sjælen på den dag, hvor mange festivalgængere plejer at være temmelig trætte oven på mange dages musikfest.

Som tidligere skrevet på GAFFA.dk er Björk ved at færdiggøre sit kommende album, der har arbejdstitlen "The Lake Album" / "The Lake Experience", og som bliver opfølgeren til 2001-udgivelsen "Vespertine". Der er en vis chance for, at det nye album udkommer inden Björks Roskilde-besøg, der samtidig bliver hendes første koncert i Danmark siden hendes udmærkede optræden på Skanderborg Festival 1998.

ANNONCE