x

Michael Jackson dømt for kontraktbrud

Michael Jackson dømt for kontraktbrud

Ulykkerne regner tilsyneladende ned over Michael Jackson for tiden. Ikke nok med, at mange bekymrer sig over hans mentale tilstand og evner som far – eller mangel på samme – efter Martin Bashirs meget omtalte dokumentarudsendelse "Living With Michael Jackson". Nu er han også blevet dømt til at betale 5,3 millioner dollars – ca. 36 milloner kr. – til den tyske koncertarrangør Marcel Avram for at have aflyst to koncerter, der skulle have været afholdt i forbindelse med årtusindskiftet, skriver www.canoe.ca. At dømme efter Jacksons forbrug i den omtalte dokumentar, har han dog formodentlig penge nok til at betale erstatningen.

Jacksons advokater hævdede ellers, at det var Avram selv, der aflyste konceterne, men det troede juryen ved retten i Santa Monica, Californien altså ikke på. Avram fik dog ikke alle de 21 millioner dollars, han havde krævet i erstatning.

Det var meningen, at Jackson skulle have givet to koncerter nytårsaften 1999, både i Sydney og derefter i Hololulu. I den forbindelse skulle Jackson have krydset datolinjen, således at den anden koncert stadig fandt sted 31. december.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA