Nyhed

Ny ep fra Flaming Lips 22. april

Nye sange plus masser af covernumre, bl.a. af Kylie Minogue

Torsdag d. 22 april udkommer der en ep fra eksperimental-drømmerockerne Flaming Lips. Udgangspunktet er nummeret "Fight Test", som er taget fra det fremragende album "Yoshimi Battles The Pink Robots" fra sidste år.

Derudover vil der være coverversioner af Radioheads "Knives Out", Becks "The Golden Age" (Beck, som de netop har afsluttet en turné med) og Kylie Minogues "Can’t Get You Out Of My Head".

To nye numre er der også at finde på ep’en: "The Strange Design Of Conscience" og "Thank You Jack White (For The Fiber-Optic Jesus That You Give Me)", på en eller anden måde inspireret af The White Stripes’ forsanger Jack White. Sidste nummer vil være "Do You Realize?" taget fra "Yoshimi"-albummet og remixet af Scott Hardkiss.


Det skal blive spændende at se, hvad de noget anderledes Flaming Lips kan gøre ved numre fra så forskellige artister som Kylie Minogue, Radiohead og Beck.

ANNONCE