Fire dage i Texas

Austin er Texas’ hovedstad - men med ca. 1 mio. indbyggere langtfra den største by. Til trods for størrelsen er der dog en ualmindelig stor tilslutning omkring det lokale musikliv, og selv når SXSW-cirkusset er rejst, vil de 60 (!) spillesteder blive fyldt op aften efter aften – det siger de stolte texanere i hvert fald ... Årsagen er formentlig, at Austin huserer USA’s næststørste college og derfor har en stor koncentration af unge, der fra barnsben er vokset op med MTV og radiorock.

Stor spredning
Koncerterne på SXSW var spredt ud over byens usandsynligt mange spillesteder, og gåafstanden mellem scenerne blev derfor stor - med det resultat til følge, at det var svært at danne sig et overblik over begivenhederne. De fleste spillesteder i Austin er placeret omkring 6th Street, som er en slags amerikansk pendant til Jomfru Ane Gade i Ålborg (og det skal næppe forstås som en kompliment).

Den usædvanlige oplevelse af værtshuslignende spillesteder med musikalske topnavne - for ikke at tale om publikumskombinationen af fulde college-elever og pengeliderlige branchefolk - var mærkelig, men fungerede egentlig meget godt. Saybia ytrede (en smule halvfrustrerede), at det var første gang i fem år, at de fik så kort tid til at lave en lydprøve - men de amerikanske bodegaejere var lige så iskolde som deres flaskeøl. Der blev ikke gjort forskel på de små lokale bands og de højt betalte internationale navne.

Tveægget sværd
Anderledes professionelt - og mindre charmerende - gik det til omkring selve musikkonferencen. Man kan på sin vis sige, at konferencen og festivalen er to opdelte og helt forskellige events. Hvor festivalen til en vis grad også er henvendt til Austins mange musikinteresserede indbyggere, er konferencen (eller messen, om man vil) helt klart kun tiltænkt de hardcore branchefolk. Og det kan mærkes på stemningen. Konferencens hvide betonvægge dannede i dagtimerne rammerne om paneldebatter, vidensudvekslinger, reklamestande i messeområdet og nysgerrige, højtråbene musikfolk fra hele verden. Konferencens aktivitetsmuligheder var strukturerede, tilpassede og tilgængelige, og jeg havde i højere grad fornemmelsen af, at jeg fik det hele med i dagtimerne, end når koncertruten skulle planlægges om aftenen.

Respekt for musikken
Men aftenerne var fine. Det er 25 grader, solskin og forår i Austin lige nu. Gaderne omkring 6th Street summede med folk, der alle talte om musik og mere musik på vej fra den ene koncert til den anden. Og her er der alligevel forskel på Ålborg og Austin. Selvom Austins gadebillede også er præget af den letbenede, forlystelsesorienterede ungdomskulturs verdensherredømme, sporer man tydeligt en ægte respekt og begejstring for musikken, som jeg sjældent har set andre steder. Dette gør Austin oplagt som vært for USA’s største branchefestival. I en hverdag med bekymringer om cd-kopiering og mp3-filer er jeg sikker på, at selv den mest griske A&R-mand for et øjeblik må føle sig godt tilpas i de musikvenlige rammer.

Spændende showcases
South By Southwest er helt sikkert en oplevelse værdig - hvad enten man er publikum, eller man er der med et brancherelateret formål. Overfloden af koncerttilbud og de mange hovednavne må give selv Roskilde Festival mindreværdskomplekser. Der er næsten for meget af det gode, og det er svært ikke at komme hjem med følelsen af at være gået glip af noget.
Personligt er jeg træt af, at jeg missede Blurs første koncert i tre år - for ikke at tale om den japanske showcase-aften, som skulle have været fantastisk. Men som ROSA-udsendt var jeg nødt til at være til de danske koncerter, hvor det da bestemt også var en fornøjelse - med egne øjne - at opleve den store internationale interesse omkring de danske navne.

Skandinavien har cool image
Det er stadigvæk de garage/punk-orienterede navne, der er i høj kurs derovre - og derudover elektro-lyden fra firserne, som allerede har været hot stuff i undergrunden i et par år. Selv har jeg først for alvor genopdaget den fine lyd af legetøjs-agtige firserrytmebokse i år og har en stak elektro-cd’er med hjem. Navne som Ladytron, Felix Da Housecat, Peaches, Faint, Fischerspooner, Ms Kitten, A.R.E Weapons og så selvfølgelig Chicks On Speed-pladeselskabet/bandets’ bagkatalog kan varmt anbefales herfra.

Derudover er flere af de japanske indie-navne helt sikkert også værd at tjekke ud – DJ Me DJ You og From Bubblegum To Sky er to gode bud fra SXSW. Og som sagt. Det er en god idé at gå ned og besøge sit lokale spillested engang imellem - jeg har mødt flere amerikanere, der misunder den fantastiske (?) musikscene, vi har her i Skandinavien - så nyd det dog. I ved slet ikke, hvor cool I er!