Nyhed

R.E.M. klar med antikrigssang

"The Final Straw" kan høres på gruppens hjemmeside

Er USA’s krig mod Irak ikke godt for andet, så har den da fået kreativiteten til at blomstre blandt musikere. GAFFA.dk har i de seneste dage berettet om antikrigssange fra Beastie Boys, Mick Jones (eks-The Clash) og Zack De La Rocha/DJ Shadow, og nu er også R.E.M. kommet på banen - lidet overraskende, gruppens velkendte politiske engagement taget i betragtning.

R.E.M. har indspillet sangen "The Final Straw", som kan høres på gruppens officielle hjemmeside. Forsanger Michael Stipe præsenterer sangen med disse ord:

"Dette er den stærkeste stemme, jeg kan forestille mig at sende ud. Vi var nødt til at sende noget derud nu. Vi beder og håber for alle involveredes liv, tropperne, de civile irakere, flygtninge, troppernes familier, krisfangerne, de uskyldige; håber, at de er i sikkerhed og okay. I sikkerhed hjemme."


Den akustiske, folk-agtige sang starter med linjerne:

"As I raise my head to broadcast my objection / As your latest triumph draws the final straw / Who died and lifted you up to perfection? / And what silenced me is written into law" - og så kan man nok selv gætte, hvem "you"et i teksten hentyder til...

I den mere fredelige afdeling kan vi minde om, at R.E.M. spiller 3. juli på Midtfyns Festival.



ANNONCE